Artikler med:

Nyeste artikler

Pjækkedag eller mental selvomsorg? Unge melder sig syge uden reelt at fejle noget

20230414-182814-L-1920x1280web
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Generation Z er dobbelt så tilbøjelige til at melde sig syge uden reelt at fejle noget sammenlignet med deres ældre kollegaer.

Sådan ser virkeligheden ud i Storbritannien, viser en undersøgelse fra tænketanken Centre for Social Justice ifølge The Independent. Og i Danmark findes en lignende tendens.

Selvom der ikke eksisterer en tilsvarende undersøgelse for arbejdsmarkedet herhjemme, så kan de britiske resultater godt overføres til danske unge.

Det mener lektor ved CBS Peter Holdt Christensen, der forsker i danskernes adfærd på arbejdspladsen.

”Unge har lettere ved at tage sygedage, fordi de er i gang med at lære, hvad et arbejdsliv er. De kommer fra uddannelser med fleksibilitet og skal lære, at kollegaerne er afhængige af dem, selvom de måske ikke har lyst til at være der,” siger han.

Ifølge Peter Holdt Christensen handler det altså i højere grad om manglende anciennitet på arbejdsmarkedet end en genereal mentalitet i generationen. Og så spiller eftervirkningerne af corona også ind:

”De sidste fem år er vi blevet mere opmærksomme på ikke at tage sygdom med på arbejdspladsen. De unge er prægede af det, mens den ældre generation er vokset op i en helt anden tid, hvor du slæbte dig selv halvdød på arbejde,” siger han.   

Forsker og lektor ved CBS Peter Holdt Christensen kender til tendensen med unge, der melder sig syge uden reelt at være det. Foto: Asger Ladefoged

Mere fokus på selvomsorg

Undersøgelsen fra Storbritannien viser, at 82 % af de unge under 25 år det seneste år har meldt sig syge, selvom de ikke var for syge til at gå på arbejde. For de 55-64-årige gælder det 43 %.

Undersøgelsen viser samtidig, at 77 % af de unge har taget en sygedag på grund af udbrændthed eller behovet for en ”mental-health day”.

Ifølge Peter Holdt Christensen er mental sundhed også en årsag til, at unge i Danmark bliver hjemme under dynen i stedet for at tage på arbejde.

”De unge tager langt flere følelser med på arbejdspladsen end de ældre. Det handler om at mærke efter, om man har det godt i dag, eller om man har brug for at tage en selvomsorgsdag og blive væk. Mange ældre er vant til at holde følelser og arbejde skarpt adskilt, og derfor kan der opstå en kløft mellem de unge og de ældre,” siger han.

Ifølge Peter Holdt Christensen begynder flere og flere virksomheder at have selvomsorgsdage i deres HR-systemer. De unge medarbejdere er derfor med til at skubbe til en kulturændring på arbejdspladserne.

Kører hjem og henter de unge

Hos TEKNIQ, der er en erhvervsorganisation for det tekniske erhvervsliv, genkender de også tendensen i Danmark. Det fortæller underdirektør, Linda Nordstrøm Nissen.

”Der er ikke nogen tvivl om, at der er ret stor forskel på, hvordan den helt unge generation og generationen, der er i omegnen af 50 år, ser på det at gå på arbejde, og hvornår man kan melde sig syg. Og det mærker vi,” siger hun.

”De unge har et andet forhold til at melde sig syge end andre generationer, fordi det skal give mening for dem at gå på arbejde,” siger underdirektør i TEKNIQ, Linda Nordstrøm Nissen. Foto: TEKNIQ

Ifølge Linda Nordstrøm Nissen oplever TEKNIQs medlemsvirksomheder, at unge melder sig syge på grund af mentalt helbred. Af den grund har nogle af virksomhederne taget alternative metoder i brug for at få de unge til at møde ind om morgenen.

”Nogle arbejdsgivere kører ud og henter de unge mennesker om morgenen. Mange af virksomhederne kører jo i forvejen ud til kunder, og så kører de simpelthen også forbi og henter de unge. Hvis lærlingen ved, at man står foran døren 7.30, så er det sværere at tage en øv-dag,” siger hun.

“Skal passe til deres værdier”

Ifølge Linda Nordstrøm Nissen skal årsagen til de unges fravær findes i, at de anskuer arbejdslivet anderledes end deres ældre kollegaer.

”De unge har et andet forhold til at melde sig syge end andre generationer, fordi det skal give mening for dem at gå på arbejde. Det skal passe til deres værdier. Ellers finder de på noget andet,” siger hun.

Linda Nordstrøm Nissen mener, at arbejdsgiverne bør tage de unges behov for mening alvorligt og hjælpe dem med at se, hvorfor det er vigtigt, at de møder op.

”De (arbejdsgiverne, red.) må vise de unge mennesker, at hvis de ikke møder op, så går de glip af noget. Men der er også nogle tandhjul, der holder op med at virke. Vi har brug for dem. Og det er bedre at snakke med dem om det end at sige: ”Hvorfor er du nu ikke kommet igen?”. Det er for let at kalde det ”pjæk” eller ”uberettigede sygedage”, for det får jeg ikke de unge mennesker til at gå på arbejde af,” siger hun.

Er det fair, at det på den måde altid skal give mening at gå på arbejde?

”I det store billede, ja. Men i vores branche kan det godt være, at man for eksempel skal sætte helt utrolig mange stikkontakter op. Er det sjovt på dag tre? Ikke nødvendigvis. Men det kan stadigvæk være meningsfuldt,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror, man skal se det som en generationsting, som handler om, hvordan man ser på arbejdet. Hvis man er en ordentligt og forholdsvis moderne arbejdsgiver, så skal man arbejde med de unges behov for mening i stedet for bare at sige, at det er irriterende.”

Del artikel

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag