Din vært i dag
Velkommen til dagens nyhedsoverblik. Jonathan Sten Drivsholm er din vært — jeg giver dig de vigtigste nyheder lige nu.
Dagens tophistorier
Nu åbner noget helt særligt på toppen af Rundetaarn
Bil i frontalt sammenstød med elg på motorvejen
8,8 millioner danskeres CPR-numre tilgået
Ejendomsmæglere tryller boliger med AI - lidt for smart
Østre landsret: Veganer blev ikke forskelsbehandlet
Her er årets nye store TV 2 julekalender
Salling Group køber techgigant
Seneste nyt
Sælger Dronning Margrethes ungdoms postkort for 6.500 kr.
Et håndskrevet postkort fra dronning Margrethe er mandag blevet solgt for 6500 kroner hos Bruun Rasmussen.
Kortet blev skrevet i 1952, da den daværende prinsesse Margrethe var 12 år og på familieferie i Sverige.
Det var adresseret til “Frøken Ella Sørensen, Amalienborg Slot”, som var personlig kammerpige for dronning Ingrid.
I hilsenen beskriver prinsessen blandt andet familiens hytte og fortæller, at de fik kaffe og vafler med multebær.
Postkortet var på forhånd vurderet til 4000 kroner.
Froholdt i spil til kæmpe pris
Den prestigefulde Golden Boy-pris til Europas bedste U21-fodboldspiller kan fortsat ende på danske hænder.
Mandag skar den italienske sportsavis Tuttosport, som står bag kåringen, kandidatlisten ned til 25 navne, og den danske landsholdsspiller Victor Froholdt er fortsat på listen.
Der er dog skarp konkurrence.
Victor Froholdt er oppe imod navne som Pau Cubarsi, Lennart Karl, Yann Diomandé og Ayyoub Bouaddi.
Jesper Jensen stopper i storklub
Den tidligere landstræner for håndboldkvinderne Jesper Jensen stopper efter indeværende sæson i den ungarske klub FTC.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
“Jeg er glad for at bo i Budapest, og jeg er glad for at arbejde i Ferencváros, men min familie har brug for mig.
Derfor bad jeg klubben om lov til at rejse et år før udløbet af min kontrakt,” forklarer Jesper Jensen om beslutningen.
Tidligere forlagsdirektør Stig Andersen er død
Tidligere forlagsdirektør Stig Andersen er død efter længere tids sygdom.
Han blev 72 år, skriver forlaget Gyldendal i en meddelelse.
Stig Andersen tiltrådte som administrerende direktør på Gyldendal i 1999 og gik på pension i 2018 efter 40 år i forlagsbranchen.
Inden tiden på Gyldendal var han redaktør og redaktionschef på Politikens Forlag og efterfølgende administrerende direktør for forlaget Aschehoug.
Mand idømt 14 års fængsel og udvisning for drab
En 52-årig mand er i dag blevet idømt 14 års fængsel og udvisning fra Danmark.
Det sker, efter manden i september sidste år skød og dræbte sin ekskæreste i Sanderum i Odense.
Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen, meddeler Fyns Politi.
Stephanie Lose får ny toppost
Venstres næstformand, Stephanie Lose, er valgt som ny formand for Statsrevisorerne.
Det oplyser Statsrevisorerne i en pressemeddelelse.
I samarbejde med Rigsrevisionen har Statsrevisorerne til opgave blandt andet at kontrollere statens udgifter og at sikre, at skatteborgernes penge bruges effektivt og lovligt.
“Det er en vigtig institution, der er med til at sikre en effektiv og sparsommelig offentlig forvaltning, som lever op til, hvad Folketinget har besluttet, og er til gavn for danskerne og for samfundet,” siger Stephanie Lose.
Historisk attraktion åbner på toppen af Rundetaarn
Efter måneders restaurering genåbner det historiske observatorium på toppen af Rundetaarn.
Dermed kan københavnerne igen sætte øjet til den næsten 100 år gamle stjernekikkert.
Observatoriet har været under restaurering siden januar.
Den historiske kuppelbygning og teleskopet fra 1929 er blevet sat i stand, og hver mandag og tirsdag aften fra oktober til marts bliver der igen åbnet for publikum.
19-årig svensker skyldig i bombesag
En 19-årig svensk mand er i Østre Landsret kendt skyldig i at have indført en bombe med 4,4 kilo plastisk sprængstof til Danmark i december 2023.
Bomben blev senere forsøgt sprængt ved en opgang på Nyborgvej i Odense, men det mislykkedes. To mænd er dømt i sagen, mens en tredje er frifundet.
Svenskeren var under 18 år på gerningstidspunktet, hvorfor Ritzau ikke nævner hans navn.
Venstre fortsætter nedtur
Venstre står til 5,9 procent af stemmerne i den seneste meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter mandag har offentliggjort for Ritzau.
Dermed fortsætter tendensen med lav opbakning til partiet efter debatten om gødskningsloven.
Det nye folketingsår bliver indledt tirsdag med Folketingets åbning. For et år siden stod Venstre til 9,5 procents opbakning hos Voxmeter.
I mandagens måling står Dansk Folkeparti til at blive det største parti i den blå blok med opbakning fra 13,9 procent af vælgerne.
Jacob Jensen bliver Venstres mand i Præsidiet
Venstre har valgt Jacob Jensen (V) som nyt medlem af Folketingets Præsidium. Han afløser den afgående formand for Folketinget, Søren Gade (V).
Det bekræfter Venstre over for Ritzau.
Han kommer ikke til at afløse Søren Gade som formand for Folketinget, men bliver i stedet en af de fire næstformænd, der sammen med Folketingets formand udgør præsidiet.
Røde Kors slår sidste års indsamling
Røde Kors har ved årets landsindsamling samlet 15 millioner kroner ind til nødhjælp.
Mere end 16.000 frivillige deltog søndag i indsamlingen rundt om i landet.
Beløbet er en million kroner højere end sidste år.
Pengene skal blandt andet gå til krigsramte, der har brug for mad, vand, lægehjælp eller tag over hovedet, samt til socialt udsatte børnefamilier i Danmark.
Mere end 3.000 af årets indsamlere var gymnasieelever.
Det var samtidig den sidste landsindsamling for den afgående generalsekretær Anders Ladekarl.
Næste års landsindsamling finder sted 3. oktober 2027.
Skyggehotel sendes i fogedretten efter afvist anke
I august blev selskabet Dehn-A ApS dømt i byretten for at drive et såkaldt skyggehotel på syv adresser i København.
Selskabet brugte lejlighederne til korttidsudlejning, hvilket var i strid med aftalen med udlejeren City Apartment A/S.
Dehn-A ApS har siden anket dommen, men Østre Landsret har denne uge afvist ankesagen.
Sagen er derfor blevet indbragt for fogedretten, oplyser advokat Susanne Andréa Rough, der førte sagen i Københavns Byret.
Det skriver Ritzau.
Mand sigtet for drabsforsøg med flere skud
Københavns Politi har søndag formiddag anholdt en 51-årig mand og sigtet ham for drabsforsøg begået mod en 38-årig mand i Kastrup lørdag aften.
Det oplyser politiet til Ritzau.
Den 38-årige mand blev ramt af flere skud, og hans tilstand blev natten til søndag beskrevet som kritisk stabil.
Episoden betragtes af politiet som et internt opgør mellem de to mænd.
Riemer navigerer på et landshold i konstant forandring
Fire kampe på 11 dage er hård kost for det danske fodboldlandshold.
Inden søndagens Nations League-kamp ude mod Wales er syv spillere grundet skader eller sygdom røget ud af den trup, som landstræner Brian Riemer udtog.
Det skriver Ritzau.
Landstræneren føler, at holdet er ramt hårdere end normalt. Men han ville ikke have gjort noget anderledes.
“Jeg synes, vi har truffet de korrekte valg ud fra de omstændigheder og muligheder, vi havde,” siger Brian Riemer.
Kæmpe investering: Magasin forvandles for over 100 millioner
Magasin har sat gang i en omfattende forvandling af sit flagskib og vil over de kommende fem år investere mere end 100 millioner kroner i stormagasinet.
Det skriver migogkbh.
Når arbejdet er færdigt, skal både indretning, teknologi, rulletrapper, service og måden, kunderne bevæger sig gennem huset på, være forandret.
Beredskab til stede ved brændende båd i Lillebælt
Sydøstjyllands Politi er søndag formiddag til stede på Gl. Ålbovej vest for Sønder Stenderup, da en båd brænder i Lillebælt mellem Fænø og Jylland.
Der var en person i båden, som er blevet reddet. Personen er uskadt.
Årsagen til branden er ukendt.
Kevin Magnussen i ulykke: rammer barrieren
Den danske racerkører Kevin Magnussen endte natten til søndag i barrieren efter et sammenstød med en anden bil i racerløbet Petit Le Mans i USA.
Danskeren slap uskadt, men sammenstødet tvang Kevin Magnussen og resten af holdet bag den ene af BMW-teamets to biler til at kapitulere godt halvvejs inde i det ti timer lange løb.
Uheldet skete i forbindelse med en svingsektion, hvor Magnussen kørte over en bakketop og mødte den konkurrerende bil, som netop havde forladt pitlane.
Kontakten mellem racerbilerne sendte fronten af Magnussens BMW i vejret, inden danskeren ramte barrieren.
Regeringen forlænger ledsageordning for ældre handicappede
Regeringen vil med finanslovsforslaget for 2027 forlænge ledsageordningen for ældre med synshandicap og afsætte 30 millioner kroner til ordningen.
Det oplyser Børne-, Ældre- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Ordningen har til formål at give personer over 67 år bedre mulighed for at færdes trygt uden for hjemmet og deltage i sociale aktiviteter.
Regeringen vil samtidig arbejde for en permanent løsning efter 2027.
SAS-fly stoppet i Schweiz
Et SAS-fly på vej fra København til Nice er søndag morgen stoppet i Schweiz.
Det skriver Ekstra Bladet.
Flyet blev omdirigeret, efter der blev opdaget røg i kabinen. Røgen kom fra en ovn, oplyser SAS’ kommunikationschef Alexandra Lindgren Kaoukji til Ekstra Bladet.
“Vi kan bekræfte, at SK791 fra København til Nice blev omdirigeret til Zürich, efter der blev registreret røg i kabinen,” siger hun til mediet.
“Røgen skyldtes et problem med en ovn om bord. Flyet landede sikkert i Zürich i overensstemmelse med standardprocedurerne og blev inspiceret efter ankomsten.”
Mand sigtet for at befamle yngre kvinde
En mand i 40’erne er blevet anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse i Svendborg.
Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Peter Vestergaard til TV2 Fyn.
“En kvinde er ude at gå og bliver passet op af en mand, som tager fat i hende og beføler hende,” siger Peter Vestergaard til mediet.
Episoden fandt sted lørdag omkring klokken 21 i nærheden af Ryttervej.
Kvinden, der er i 20’erne, er ikke kommet fysisk til skade, og manden er løsladt igen.
Aalborg-direktør: "Vi kan ikke spille dårligere"
Aalborg Håndbold fik lørdag et stort nederlag på udebane mod GOG.
Kampen blev spillet på Fyn, hvor Aalborg efter en nogenlunde første halvleg faldt sammen efter pausen og tabte 27-39.
Efter kampen var Aalborgs direktør, Jan Larsen, hård i sin kritik. Han kaldte indsatsen i anden halvleg for et bundpunkt og sagde, at holdet ikke kunne spille dårligere.
Nederlaget betyder, at Aalborg efter otte kampe ligger nummer tre i ligaen, fire point efter GOG.
Byrådspolitiker tiltalt for at bryde sin tavshedspligt
Ifølge anklagemyndigheden delte en byrådspolitiker i Tårnby en fortrolig oplysning fra et møde i kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg med en person uden for udvalget.
Det skriver Ritzau.
Oplysningen handlede om et kommende servicetjek af kommunens specialiserede voksenområde.
Den tiltalte er Liv Gam fra Tårnby Listen. Sagen skal behandles i Københavns Byret torsdag den 8. september, og anklagemyndigheden vil have hende straffet med fængsel.
Motorvej spærret efter uheld
Motorvejen er tidligt søndag morgen spærret mellem Brande og Herning i nordgående retning, efter en bilist har påkørt et dyr.
Det oplyser Rasmus Poulsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Ingen personer er kommet tilbage i uheldet, men bilen spærrer lige nu begge vejbaner.
Bil i flammer: Politiet mistænker påsat brand
Natten til lørdag stod der flammer fra en personbil på en pendlerparkering på Nordre Stationsvej i Slagelse.
Ilden fik også fat i en bil, der stod ved siden af.
Det oplyser Christian Rosenstrøm, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
Politiet mistænker, at branden er påsat, og der er blevet oprettet en sag om groft hærværk.
Regeringen afsætter flere penge til gasudfasningen
Regeringen afsætter 200 mio. kr. til fjernvarmepuljen på Finansloven for 2027 og ændrer samtidig reglerne for finansiering af nye fjernvarmerør.
Det skal gøre det lettere og billigere at udrulle fjernvarme til flere danskere, der vil væk fra fossil gas.
Det skriver Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.
Efter skuddrama: Nu er mand i 60'erne varetægtsfængslet
Fredag eftermiddag affyrede Nordjyllands Politi skud i forbindelse med en voldsom uoverensstemmelse mellem to personer i Aalborg.
En af de to personer, en mand i 60’erne, er lørdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i sagen.
Politi anholder person efter knivtrusler
Sydøstjyllands Politi har været til stede med flere patruljer på Vejlevej i Kolding i forbindelse med en politiindsats.
Aktionen var målrettet en konkret person, der havde truet med en kniv.
Det skriver politikredsen på Politi Update.
Politiindsatsen er afsluttet, og en person er blevet anholdt. Ingen personer kom til skade.
Odense Håndbold fyrer cheftræner
Odense Håndbold har opsagt samarbejdet med cheftræner Jakob Vestergaard.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse lørdag.
Han stopper i stillingen med “øjeblikkelig virkning”, skriver klubben.
Beslutningen er blevet truffet af en enig bestyrelse, der konstaterer, at resultaterne over en længere periode ikke har levet op til ambitionerne.
“Derfor er tiden nu kommet til, at Odense Håndbold skal kigge sig om efter nye kræfter på cheftrænerposten,” siger direktør Lasse Honoré.
Fejlramt tog skaber forsinkelser
DSB melder om et fejlramt tog ved Hellerup Station, som har spærret for S-togstrafikken og nu er i gang med at blive bugseret væk.
Toget kører med markant lavere hastighed, og det skaber en del forsinkelser på de øvrige linjer, skriver DSB på sin hjemmeside.
SAS-fly tvunget til at vende om efter dronealarm
Et SAS-fly fra København mod Litauen lørdag formiddag kunne ikke lande og var derfor tvunget til at vende om.
Det skriver Expressen.
Årsagen var en alarmmelding ved Vilnius Lufthavn om en mulig drone. Lufthavnen er nu igen åben.
Luftalarmen kom omkring klokken 09.50 lokal tid. Cirka 50 minutter senere blev alarmen afblæst.
Ny ordning skal forhindre høje rentekrav efter skattesager
En ny såkaldt deponeringsordning skal sørge for, at renten ikke kan vokse sig større end selve skattekravet under igangværende skattesager.
Det fortæller skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) i en pressemeddelelse.
“Det er fuldstændig urimeligt, at staten kan føre en skattesag mod borgere og virksomheder gennem retssystemet i årevis, mens rentetaxameteret bare kører derudad,” udtaler ministeren.
Ministeriet fremhæver selv en episode fra januar 2023. Her var en virksomhed pålagt at betale 158 millioner kroner i første omgang, men i perioden fra sagens start til sagens afslutning endte rentekravet med at være 362 millioner kroner.
Forskere: Staten overvurderer tabet fra grænsehandlen
Danskernes grænsehandel med varer som slik, sodavand og øl har langt mindre betydning for effekten af danske afgifter, end Skatteministeriet vurderer.
Sådan lyder konklusionen fra et studie af Københavns Universitet.
Ifølge Skatteministeriets egen vurdering tabte staten 1,16 milliarder kroner i 2019 på grund af grænsehandel, hvis tobak ikke medregnes.
Men ifølge forskerne er det tal kun 415 millioner kroner – altså mere end 60 procent lavere.
Mattias Skjelmose færdig for i år
Mattias Skjelmose kommer ikke til at køre flere løb i 2026.
Det oplyser den danske cykelrytter i et opslag på det sociale medie Instagram.
Danmark på vej til at misse mål om stop for gasfyr
Det sidste gasfyr i private hjem skal slukke i 2035, og i stedet skal fjernvarme, varmepumper og andre grønne løsninger varme boligen op, når der tændes for radiatorerne.
Sådan lød ambitionen fra regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) i 2022.
De første år var der fart på udfasningen, og 100.000 boligejere har skiftet gasfyret til anden varme siden 2022.
Men mange fjernvarmeprojekter er nu gået i stå, og kommunerne forventer kun at godkende 12 i år.
Med det nuværende tempo når Danmark derfor ikke sit 2035-mål.
U21 landsholdet rykker tættere på EM-plads
Danmarks U21-landshold tog et vigtigt point med 1-1 mod Østrig og har nu så godt som sikret sig andenpladsen i EM-kvalifikationsgruppen.
Conrad Harder bragte Danmark foran efter 50 minutter, men Østrigs Erik Kojzek udlignede senere til 1-1.
Dybt inde i overtiden blev Julius Berthel Askou vist ud efter sit andet gule kort, da han begik frispark i forsøget på at afværge en stor østrigsk mulighed.
Danmark er nu to point efter Belgien, som venter i den sidste kvalifikationskamp tirsdag. En dansk sejr vil sende U21-landsholdet direkte til EM.
En andenplads vil efter alt at dømme som minimum give adgang til playoff.
16-årig pige er kommet alvorligt til skade i ulykke
En 16-årig pige mistede fredag aften herredømmet over sin cykel og væltede. Hun behandles på hospitalet.
En 16-årig pige kom fredag aften alvorligt til skade, da hun forulykkede på en elcykel i Risskov ved Aarhus.
Det fortæller Allan Rubin, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til Ritzau.
“På et tidspunkt mister hun herredømmet over cyklen og vælter og slår desværre hovedet,” siger han.
Pigen er kørt til behandling på hospitalet, og hendes pårørende er underrettet.
Allan Rubin fortæller, at det var den umiddelbare vurdering på ulykkesstedet, at pigen var kommet alvorligt til skade.
150 millioner på mere uddannet personale i dagtilbud
Regeringen vil afsætte 150 millioner kroner på finansloven for 2027 til at opkvalificere ansatte i landets vuggestuer og børnehaver.
Pengene skal blandt andet give pædagogmedhjælpere mulighed for at uddanne sig til pædagoger eller pædagogiske assistenter.
Der findes allerede en statslig ordning, hvor kommunerne kan bruge midler på opkvalificering af pædagogisk personale i dagtilbud.
Ifølge børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) skal flere børn møde uddannet personale i hverdagen. Jacob Mark har været minister på området siden juni 2026.
De 150 millioner kroner udgør ifølge regeringens udspil halvdelen af i alt 300 millioner kroner, som skal målrettes børneområdet på næste års finanslov.
Ulv fundet dræbt i Midtjylland
En formodet ulv er blevet dræbt i trafikken på Hessellundvej ved Karup.
Naturstyrelsen oplyser til Ritzau, at styrelsen fredag morgen hentede dyret, som menes at være en tævehvalp.
Dyret skal nu undersøges nærmere på Københavns Universitet.
Det er endnu uklart, hvordan påkørslen præcist skete.
Der er tidligere fundet trafikdræbte ulve i Danmark. I 2012 blev det konstateret, at ulven var genindvandret til landet efter omkring 200 års fravær.
Personbil er kørt ind i grisetransport
En personbil er fredag kørt ind i en grisetransport ved Ringkøbing. Det fortæller vagtchef Gorm Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
“Nogle af grisene er væltet ud af bilen,” siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om påkørslen klokken 13.33.
Knap en halv time senere er politiet ved at danne sig et overblik over stedet, herunder hvor mange grise der er involveret, og hvor mange der er kommet til skade.
Vagtchefen har ikke informationer om, hvorvidt nogen personer er kommet til skade.
Supermarkedskæde ombygger butikker i Danmark
Supermarkedskæden Lidl står over for at ombygge et større antal af sine butikker i Danmark som led i et nyt butikskoncept.
Det skriver Lidl Danmark i en pressemeddelelse.
Ombygningerne af butikkerne medfører investeringer for over 100 millioner kroner i de kommende forretningsår, oplyser kæden.
Det nye butikskoncept har til formål at optimere pladsen i butikkerne og give et ensartet butiksmiljø, som vil gøre det nemmere for kædens kunder, lyder det.
Beboere opretter patruljegruppe efter overfald på kvinder
Utrygheden har de seneste dage bredt sig i området ved Trøjborg og Risskov i Aarhus.
Det sker, efter at flere kvinder er blevet overfaldet eller har haft ubehagelige oplevelser i den nordlige del af byen.
Nu tager byens beboere sagen i egen hånd ved at oprette en patruljegruppe, som skal skabe tryghed i området omkring Trøjborg.
Kommuner vil have pressede genvejsfærger på finansloven
Flere af landets genvejsfærger er i økonomisk krise og kæmper for at overleve. Derfor beder ti kommuner nu om hjælp fra staten.
Det skriver kommunerne i et åbent brev til økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr og by-, land- og transportminister Signe Munk.
Kommunerne forventer, at der findes mellem 30 og 40 millioner kroner til færgerne på finansloven for 2027.
I modsætning til ø-færgerne får genvejsfærgerne nemlig ikke statstilskud i dag.
Verdens bedste forlader de danske håndboldmestre
Den norske håndboldstjerne Henny Reistad forlader de danske mestre fra Team Esbjerg til sommer.
Det oplyser den danske klub på sin hjemmeside.
Reistad kom til klubben i 2021 og er de seneste tre år blevet kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller af Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Stjålne shotglas kan ende på museum
Aalborg Historiske Museum er på jagt efter genstande, billeder og historier fra næsten 60 år i byens berømte festgade, Jomfru Ane Gade.
Derfor leder de nu efter for eksempel stjålne shotsglas, som lørdag den 10. oktober kan indleveres på baren Hugos Garage.
15-årig anholdt for at kaste flaske med brændbar væske
En 15-årig dreng er blevet anholdt for at have kastet en sten og en flaske med brændbar væske mod en rude på Vesterbro i København for to uger siden.
Han sigtes for forsøg på forsætlig brandstiftelse.
Det fremgår af en kort meddelelse fra Københavns Politi på Politi Update.
Drengen, der har dansk statsborgerskab, bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør. Det sker, når anklagemyndigheden vurderer, at der er grundlag for at gå efter varetægtsfængsling.
Benzinbiler udgør nu under halvdelen af bilerne i Danmark
For første gang udgør rene benzinbiler nu under halvdelen af personbilerne herhjemme.
Det skriver Mobility Denmark i en pressemeddelelse.
Ifølge administrerende direktør i Mobility Denmark, Mads Rørvig, viser tallene, hvor stærkt elbilerne er rykket på få år.
Elbilerne udgør nemlig nu knap en fjerdedel af bilerne på de danske veje.
Weekenden byder på både sol og regn
Selv om to regnfronter rammer Danmark i weekenden, bliver der også gode chancer for sol flere steder i landet.
Ifølge DMI starter fredag den 2. oktober 2026 skyet med lidt regn, men i løbet af dagen klarer det op fra vest med sol først i Jylland og senere på Fyn og Sjælland.
Temperaturerne kan nå op mellem 15 og 18 grader.
Lørdag den 3. oktober 2026 ser især lovende ud med sol mange steder og temperaturer op til 19 grader.
Først senere på dagen trækker en ny front ind over de nordvestlige egne.
Søndag den 4. oktober 2026 bliver mere skyet med regn hist og her, men der kan stadig komme enkelte huller i skydækket.
Temperaturen ventes at ligge mellem 14 og 16 grader.
Hver fjerde får ikke startnummer til halvmaraton
Der er 45.000 startnumre til halvmaraton i København næste år.
Dem trækkes der lod om blandt de 188.522 løbere, som i år har tilmeldt sig lotteriet om startnumre til halvmaraton i København i 2027.
Det skriver Sparta Atletik & Løb, der arrangerer løbet, i en pressemeddelelse torsdag.
“Det her viser, hvor effektivt København og byens engagerede tilskuere trækker i løbeentusiaster i hele verden,” siger Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, i meddelelsen.
Arbejdet med at trække lod er allerede begyndt, men de første udtrukne løbere får først besked via mail fra den 5. oktober.
Vold i over halvdelen af landets skoleklasser
Over halvdelen af landets skoleklasser har oplevet vold mellem elever i løbet af et skoleår.
Det viser en ny rapport fra Epinion og Als Research, som er lavet for Undervisningsministeriet.
Problemet er størst i indskolingen. Her har tre ud af fire klasser oplevet vold eller udadreagerende adfærd mellem elever.
Ifølge rapporten står det i mange klasser kun én eller to elever bag den fysiske vold.
“Omfanget af vold i folkeskolen er mildest talt bekymrende,” siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
Regeringen vil nu fremsætte et lovforslag, der skal give lærere bedre mulighed for at gribe fysisk ind.
Kendte biografer bliver en del af Nordisk Film Biografer
BIG BIO Nordhavn og BIG BIO Herlev bliver fra 1. oktober en del af Nordisk Film Biografer.
De to biografer fortsætter under navnene Nordhavn Bio og Herlev Bio.
Ifølge Nordisk Film bliver både personale, sale og det nuværende biografkoncept bevaret.
Gæsterne får samtidig adgang til blandt andet medlemsklubben BioPlus og abonnementet BioPlus Unlimited.
Nordisk Film Biografer har i forvejen 24 biografer i Danmark.
De to biografer er købt af Henrik og Louise Obel, som fortsat driver BIG BIO Holstebro.
Populær smørrebrødsforretning meldt til politiet
Smørrebrødsforretningen Rørt i Torvehallerne er blevet meldt til politiet og har fået en sur smiley.
Det skriver KøbenhavnLiv.
Det sker efter et kontrolbesøg, hvor Fødevarestyrelsen fandt flere steder på Rørts hjemmeside og bestillingsside, hvor råvarer bliver beskrevet som økologiske. Men næsten alle Rørts fødevarer kommer fra virksomhedens eget centralkøkken, som ikke er økologicertificeret.
Ingen startplads til Ronaldo mod Danmark
Som udgangspunkt er det ikke planen, at Cristiano Ronaldo skal på banen for Portugal i torsdagens kamp mod Danmark.
Det fortalte den portugisiske landstræner, Jorge Jesus, på et pressemøde dagen inden kampen.
Jesus har fortalt Ronaldo, at han ikke skal spille fra start mod Danmark.
Alligevel vil den rutinerede træner ikke afvise, at Ronaldo kan komme i spil som indskifter.
Kæmpeinsekt set på Sjælland
En ni centimeter lang europæisk knæler er blevet set i Ringsted. Anne-Katrine Bertelsen og hendes partner fandt insektet på en mur uden for deres bolig.
Det skriver Dagbladet Ringsted.
Det store insekt er efter alt at dømme den første af sin slags, som er dokumenteret på Sjælland.
Ny togforbindelse etableres mellem Aarhus og Aalborg
En helt nyt togforbindelse bliver nu etableret mellem Aarhus og Aalborg med målet om at styrke logistikmulighederne for virksomheder i Nordjylland.
Det skriver Port of Aalborg i en pressemeddelelse.
Port of Aalborg og APM Terminals, der driver containerterminalen i Aarhus, og som er en uafhængig terminaloperatør under A.P. Møller Mærsk, har indgået et strategisk samarbejde om en ny ugentlig togforbindelse mellem Aalborg Havn og APM Terminals i Aarhus.
LEGOLAND inviterer til halloween-løb i mørket
For første gang får børn og voksne mulighed for at løbe gennem LEGOLAND Billund efter mørkets frembrud.
Fredag den 30. oktober inviterer parken til et Halloweenløb, hvor en 1,2 kilometer lang rute bliver gjort klar med lys, græskar og børnevenlig uhygge.
En løbsbillet koster 49 kroner pr. person, og der bliver sat 500 billetter til salg.
Brøndby vil være vært for næste års pokalfinale
Som det tredje stadion i rækken byder Brøndby Stadion sig også til som arrangør af næste års pokalfinale.
Det skriver fodboldmediet Bold.
Tidligere har Parken og Blue Water Arena i Esbjerg også budt ind på værtskabet.
Bold skriver, at Brøndby IF formelt også har indsendt et bud på at arrangere finalen.
Dansk politi vinder innovationspris for lattergastest
Dansk politi har vundet en innovationspris for et nyt pusteapparat, der kan afsløre, om bilister har indtaget lattergas.
Det oplyser Europol i en pressemeddelelse.
Politiet har testet apparatet, der fungerer ligesom et almindeligt alkometer. Er prøven positiv, skal en blodprøve dog bekræfte resultatet.
Ifølge politiinspektør Steen Harpsøe kan man nu teste flere bilister direkte på stedet. Samtidig undgår man at tage folk ind til en unødvendig blodprøve.
Rift om pladserne til Royal Run
102.500 deltagere kan nu sikre sig plads til Royal Run, der onsdag har åbnet billetsalget.
Sidste år blev alle startnumre solgt på få timer, og igen i år er der rift om pladserne.
Thisted er netop udsolgt, og i skrivende stund er der mere end en times kø til at tilmelde sig i flere af værtsbyerne.
Royal Run 2027 finder sted den 17. maj i Thisted, Silkeborg, Haderslev, Vordingborg og København/Frederiksberg.
Museum efterlyser forsvundne malerier
Museum Ordrupgaard efterlyser nu to malerier af den danske kunstmaler Anna Petersen.
Det skriver musset i et Facebookopslag.
“EFTERLYSNING! Kan du hjælpe os med at finde to glemte malerier?
Efterår er lig med mysterier, og lige nu kan du finde din indre kunstdetektiv frem ved at hjælpe os med at finde to forsvundne malerier af Anna Petersen (1845-1910),” lyder det.
Ordrupgaard skal bruge de to malerier til en stor særudstilling om danske kvindelige kunstnere, hvor Anna Petersen er et af hovednavnene.
Narkobilist stoppet med barn i bilen
Tirsdag formiddag blev en 39-årig mand fra Højby Sjælland sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af stoffer.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Da politiet stoppede manden, havde han sit barn med i bilen.
Derfor blev der også lavet en socialrapport.
Væksten i dansk økonomi opjusteret
Dansk økonomi – eller bruttonationalproduktet (BNP) – voksede 0,9 procent i årets andet kvartal, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Dermed er væksten blevet opjusteret med 0,6 procentpoint i forhold til seneste opgørelse for andet kvartal, der udkom i august.
Opjusteringen skyldes en opdatering af de data, som Danmarks Statistik arbejder ud fra.
BNP viser størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.
Søstrene Grene slår rekord
Søstrene Grene omsatte for lidt over 3,2 milliarder kroner i sit seneste regnskabsår, der sluttede ved udgangen af april.
Det skriver detailkæden i en pressemeddelelse onsdag morgen.
Omsætningen er 16,3 procent højere end året før og har dermed ramt sit højeste niveau nogensinde.
Væksten er drevet af butiksåbninger. Dem var der 72 af på tværs af Europa i løbet af regnskabsåret.
Overgravet kabel aflyser tog
Et overgravet kabel betyder, at flere regionaltog lige nu er aflyst mellem Odense og Fredericia.
Derudover kan der være forsinkelser på de øvrige tog, som kører på Vestfyn.
Det meddeler P4 Trafik onsdag morgen.
DSB meddeler, at der arbejdes på at indsætte togbusser som erstatning for de aflyste regionaltog, mens Banedanmark arbejder på at reparere det overgravede kabel.
Hjemmeværnet gennemfører stor øvelse
Fra torsdag den 1. til søndag den 4. oktober gennemfører Hjemmeværnet en omfattende øvelse på tværs af Jylland og Fyn.
Derfor kan danskerne møde bevæbnede soldater og opleve øget militær aktivitet i en række byer.
Det meddeler flere politikredse onsdag morgen.
Der er altså tale om en planlagt øvelse, så der er ingen grund til bekymring, hvis du støder på soldater eller militære køretøjer.
Historisk pres på danske fængsler
Indstrømningen af indsatte skaber lige nu et historisk pres på fængslernes kapacitet.
Danmarks Fængsler er nået op på et gennemsnit på 105,4 procent i overbelæg i 2026.
Det er højere end sidste års rekord på 102,7 procent, skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.
Der er nu 4.650 indsatte, men kun 4.300 pladser.
Kraftig blæst rammer trafikken på Storebælt
Kraftig blæst ventes først på dagen at påvirke trafikken på Storebæltsbroen.
Derfor er passage med påhængskøretøjer under 750 kilo i øjeblikket forbudt.
Det fremgår af Storebælts hjemmeside.
Forbuddet forventes ophævet onsdag klokken 11.00
Sender erstatningskrav efter fældede træer
I Ringkøbing-Skjern Kommune oplever de flere og flere borgere, der fælder træer på offentlig grund.
Nu har kommunen sendt tre borgere erstatningskrav på mellem 65.000 og 180.000 kroner.
Mand bundet med strips og malet med "blod"
En 35-årig mand blev bundet med strips og overhældt med rød maling, der skulle ligne blod.
Det skriver Ritzau.
På Skolestræde i Grenaa fandt en forbipasserende manden tirsdag morgen og kontakede politiet.
Otte personer blev samme morgen anholdt, hvoraf fire er blevet sigtet for vold.
De otte personer er mellem 28 og 46 år, og de er alle løsladt igen.
Den 35-årige er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.
Han bliver tilset på skadestuen.
Formodet flugtbilist identificeret
En formodet flugtbilist, der fredag blev efterlyst efter en færdselsulykke i Køge natten til tirsdag, er blevet identificeret.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Læs også:
Flugtbillist eftersøges: Cyklist fundet med alvorlige skader
Bilisten blev mandag identificeret som en 21-årig mand fra Næstved Kommune.
Han er blevet sigtet for at være flygtet fra uheldet og for at have efterladt en svært kvæstet mandlig cyklist i hjælpeløs tilstand.
Ved en afhøring erkendte den 21-årige, at han førte bilen på ulykkestidspunktet.
Købte Aarhus' dyreste villa: Nu skal den rives ned
En af Risskovs mest opsigtsvækkende villaer står til nedrivning, selv om den er registreret som bevaringsværdig.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Der er tale om ejendommen på Strandvænget 5B, som med sin pris på knap 50 millioner kroner er blevet omtalt som den dyreste villa i Aarhus.
TV 2-chefer får bøde for at bryde navneforbud
TV 2 brød et navneforbud for daværende advokat Lise Roulund, da tv-stationen i maj 2024 udsendte tv-dokumentaren “Den sorte svane”.
Tirsdag har Retten i Odense idømt TV 2’s administrerende direktør, Anne Engdal Christensen en bøde på 25.000 kroner i sagen.
Samtidig idømmes daværende redaktionschef Michael Nørgaard Jensen en bøde på 15.000 kroner.
Byretten afviser dog, at de skal betale en tortgodtgørelse til Lise Roulund.
10-årig ramt af lastbil
En 10-årig pige er tirsdag formiddag blevet ramt af en lastbil i en højresvingsulykke på Carl Jacobsens Vej i Valby.
Det oplyser Københavns Politi.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 08.22.
Togtrafik genoptages efter fejl på køreanlæg
En nedfalden køreledning, som det seneste døgn har givet aflysninger og forsinkelser i togdriften, er på plads igen.
Banedanmark har udbedret skaderne på kørestrømsanlægget ved Sorø efter “et større reparationsarbejde i nat”.
Det skriver Banedanmark i et opslag på platformen X.
“Der kan genoptages normal drift i begge spor som planlagt i dag klokken 10. Vi undersøger fortsat årsagen til hændelsen,” lyder det tirsdag formiddag.
P-selskab opkrævede ulovlige rykkergebyrer ved BonBon-Land
Parkeringsselskabet Gardian har ulovligt opkrævet rykkergebyrer fra borgere, som blandt andet har parkeret ved BonBon-Land.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Selskabet har opkrævet et såkaldt administrationsgebyr på 300 kroner fra bilister ved manglende betaling.
Men ifølge Forbrugerombudsmanden er der i virkeligheden tale om et rykkergebyr. Og ifølge loven må sådan et maksimalt være på 100 kroner.
Man kan ikke omgå de klare regler ved bare at kalde kravet for et administrationsgebyr, udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Aarhus bliver første stop uden for Mexico for mayamasker
For første gang bliver mayaernes jademasker udstillet uden for Mexico. Og det sker i Danmark.
Nogle af maskerne har endda aldrig været vist for offentligheden før. Det skriver Moesgaard i en pressemeddelelse.
På museet i Aarhus vil man kunne se 200 genstande. Blandt andet en jademaske, der har tilhørt grundlæggeren af det magtfulde slangedynasti.
Direktør på Moesgaard, Mads Kähler Holst, kalder udstillingen for en milepæl.
Flere voksne i førskole-SFO skal styrke børns skolestart
Børn, der starter tidligt i SFO, får fremover flere voksne omkring sig.
Det er regeringen og folkeskoleforligskredsen blevet enige om, oplyser Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Konkret betyder aftalen, at der maksimalt må være seks børn per voksen i førskole-SFO’erne. Dermed får børnene samme normering som i børnehaven.
Kravet skal træde i kraft snarest muligt i 2027.
Novo indgår milliardaftale om kinesisk vægttabspille
Novo har indgået en milliardaftale om en ny kinesisk vægttabspille.
Det oplyser medicinalselskabet i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
Aftalen giver Novo eksklusive rettigheder til at udvikle og sælge pillen i det meste af verden. Og den har en samlet værdi på op mod 17 milliarder kroner.
Pillen er dog stadig i de allerførste testfaser. Derfor vil der formentlig gå mellem syv og ni år, før midlet ender som et færdigt produkt.
Det skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar. Han kalder derfor projektet for fremtidsmusik for investorerne.
Uheld på motorvej skaber massiv kø
Et uheld på Motorring 3 mellem Gladsaxe og Buddinge skaber tirsdag morgen massiv kø.
Det skriver P4 Trafik.
Uheldet er sket i venstre spor i nordgående retning, og vragdele ligger i sydgående retning.
Redning er fremme på stedet og spærrer de to spor fra venstre i begge retninger.
Det giver massiv kø i begge retning, som starter henholdsvis ved 17 Jægersborgvej i sydgående retning og ved Motorvejskryds Rødovre i nordgående.
Plan for strammere kontrol i grisestalde præsenteres tirsdag
Der skal fremover holdes meget mere øje med dyrevelfærden i de danske grisestalde. Der skal nemlig være 50 procent flere kontroller, og der skal som hovedregel rykke to tilsynsførende ud i stedet for én.
Det skriver DR tirsdag morgen.
Det er Alternativet, der har været med til at udarbejde planen. Partiets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er overbevist om, at det vil løfte dyrevelfærden enormt. Men hos Landbrug og Fødevarer er man bekymret.
Formand for grisesektionen, H.C. Gæmelke, siger til DR, at den massive kontrol vil få store konsekvenser for fødevareproduktionen. De nye initiativer præsenteres i Justitsministeriet klokken 12.
Støtteparti: Gratis transport er hovedkrav til finansloven
Enhedslisten går til finanslovsforhandlingerne med et hovedkrav om gratis bus og tog til børn og unge fra næste år.
“Vi kommer til at kræve i de her forhandlinger, at børn og unge op til 22 år allerede fra næste år kan køre i bus og tog gratis på tværs af landet,” siger Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, til Ritzau.
Han forklarer, at den gratis transport skal fungere som en modvægt til regeringens planer om skattelettelser.
Målet om gratis transport står allerede i regeringsgrundlaget, men indtil nu har der manglet en startdato.
Nye regler sætter 'tydelig grænse' for greenwashing
Nye EU-regler betyder, at det nu er forbudt for virksomheder at bruge generelle udsagn som ”grøn”, ”bæredygtig” eller ”miljøvenlig”, medmindre de kan dokumentere påstanden.
Det meddeler Erhvervsministeriet i dag.
”Når forbrugerne vælger et produkt, fordi det bliver markedsført som grønt, skal de kunne have tillid til, at der er noget reelt bag. Det skylder vi de virksomheder, som faktisk tager ansvar og investerer i løsningerne.
Og det skylder vi de kommende generationer, som skal overtage et samfund og en planet, hvor vi har handlet på vores ansvar i stedet for blot at tale om det.
Derfor sætter vi nu en tydelig grænse for greenwashing,” siger erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard.
Minister står fast trods kritik fra eksperter
Der er ingen grund til at betvivle lovhjemlen bag regeringens midlertidige svinestop, lyder det nu fra minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S).
“Jeg læner mig op ad den vurdering, de dygtige jurister i mit eget ministerium og kronjuristerne i Justitsministeriet har,” siger han.
I sidste uge iværksatte Christian Rabjerg Madsen et midlertidigt stop for tilladelser til nye konventionelle svineproduktioner og til udvidelser af de allerede eksisterende anlæg.
Læs også:
Regeringen stopper nye grisestalde
Sidenhen har flere eksperter sået tvivl om lovhjemlen bag indgrebet.
AGF får stor bøde for pyroteknik
AGF og FC København må til lommerne, efter at deres fans har haft pyroteknik med til europæiske kampe.
Det fremgår af en kendelse på Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.
Aarhusianerne har fået en bøde på 25.000 euro, som svarer til 186.000 kroner, efter kampen mellem AGF og Benfica den 27. august, som portugiserne vandt 3-1.
FCK slipper lidt billigere efter 3-0-sejren over Debrecen i Ungarn den 6. august, hvor fansenes brug af pyroteknik koster klubben en bøde på 5750 euro – 43.000 kroner.
Nedfalden køreledning lammer togtrafik
Frem til klokken 20.00 mandag aften kører der færre tog mellem Sorø og Slagelse.
Rejsende kan også opleve længere rejsetid mellem de to stationer, fremgår det af DSB’s trafikinformation.
Forstyrrelsen af togtrafikken skyldes en nedfalden køreledning omkring Sorø Station.
DSB opfordrer rejsende til at benytte sig af rejseplanen.
Ny melding om røgudvikling på banegård
Politi og brandvæsen har nu forladt Næstved Banegård, hvor der mandag formiddag blev anmeldt røgudvikling fra et tog.
Det meddeler Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
“Undersøgelser viser, at røgudviklingen formentlig skyldtes udstødning fra et varmeanlæg inde i toget,” lyder det fra politiet.
Mand kendt skyldig i drab på stedmor
Et enigt nævningeting i Retten i Esbjerg har mandag kendt en 56-årig mand skyldig i at have dræbt sin 71-årige stedmor.
Det skriver JydskeVestkysten.
Den 56-årige var tiltalt for drab ved kværkning eller kvælning og har nægtet sig skyldig.
Retten i Esbjerg forventer, at straffen udmåles fredag 2. oktober.
67-årig død efter vold på rasteplads
En 60-årig mand er ved Retten i Aalborg fundet skyldig i at have slået og sparket en 67-årig mand ved en rasteplads på motorvej E45 nær Aalborg.
Det skriver TV 2 Nord og Nordjyske.
Den 67-årige mand afgik ved døden den efterfølgende dag som følge af sine kvæstelser.
Retten mener dog ikke, at den udøvede vold kan henføres under straffelovens bestemmelse om grov vold med døden til følge, men efter paragraf 244 om simpel vold.
Sagen har været omtalt som et ekstremt eksempel på vejvrede.
Flere danskere behandles for hundegalskab
Antallet af danskere, der får forebyggende behandling mod rabies – der på dansk ofte kaldes hundegalskab – efter kontakt med dyr, er fortsat stigende.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
I slutningen af august i 2026 er der blevet udleveret flere behandlinger end i hele 2025.
Langt de fleste har modtaget behandling efter at have været i kontakt med dyr i udlandet.
Øresundsbroen lukker for trafik torsdag aften
Øresundsbroen spærres for al biltrafik torsdag den 1. oktober mellem klokken 20.00 og klokken 23.15.
Afspærringen gælder i begge retninger, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Afspærringen sker som led i en større beredskabsøvelse, der udføres af myndigheder fra både Danmark og Sverige.
I den forbindelse vil man i tidsrummet også kunne se forskellige udrykningskøretøjer på broen.
Otte kommuner dumper normeringskrav i børnehaver
Otte danske kommuner lever ikke op til normeringskravene – antallet af børn per voksen – i børnehaverne.
Det viser en opgørelse for 2025, som Danmarks Statistik har offentliggjort mandag.
Der er tale om kommunerne Ringsted, Odder, Holstebro, Ikast-Brande, Struer, Brønderslev, Rebild og Thisted.
Det politiske krav er, at der skal være minimum én pædagogisk ansat til seks børn i børnehaverne.
Til sammenligning var det 14 kommuner, der dumpede kravet tilbage i 2024.
Helmig spiller første koncert på nyt stadion
Thomas Helmig bliver den første til at spille koncert på AGF’s nye stadion i Aarhus.
Det sker 24. september 2027, skriver han i sit nyhedsbrev – men ikke nok med det.
Koncerten bliver afslutningen på en omfattende sommerturné, som begynder i slutningen af maj 2027 og tager Thomas Helmig rundt i landet frem til september.
Videncenter for ordblindhed står til at fortsætte
Regeringen foreslår at afsætte 2,7 millioner kroner årligt til Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder.
Det skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Pengene skal gælde for perioden 2027 til 2030.
Centerets nuværende bevilling udløber ellers til nytår. Men nu står de altså til at kunne fortsætte arbejdet med at hjælpe børn og voksne.
Ifølge undervisningsminister Magnus Heunicke må ordblindhed aldrig stå i vejen for at få en uddannelse eller passe et arbejde. Han understreger, at samfundet har pligt til at sikre den nødvendige støtte.
Nye regler skal forhindre svindel med asbestprøver
Fra 1. januar 2027 skal arbejdsgivere sikre, at resultater af asbestprøver deles med ansatte eller arbejdsmiljøorganisationen direkte fra analysevirksomheden.
Reglerne skal gøre det sværere at snyde med asbestprøver og kommer efter sagen fra Badehusvej i Aalborg, hvor et forfalsket prøvesvar udsatte op mod 200 håndværkere for asbestfare.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Uheld skaber massiv kø på motorvej
Et uheld på Køge Bugt Motorvejen skaber massiv kø fra morgenstunden.
Uheldet er sket i retning mod København ved Karlslunde rasteplads, og to spor er spærret.
Køen starter i skrivende stund ved frakørsel 32 Køge. Det oplyser Vejdirektoratet.
Lun efterårsuge i vente
Danskerne kan se frem til en lun efterårsuge med temperaturer op til 20 grader de fleste dage.
Flere af dagene byder på skyer og regn – især i Jylland – men der bliver også rig mulighed for at nyde solen. Onsdag lader til at blive den mest solrige dag med tørvejr hele dagen.
Det fortæller Sandra Nygaard, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen til Ritzau.
Kaos ved maratonløb efter person falder om ved målstregen
I forbindelse med et maratonløb, der bliver afholdt i Odense søndag, er en person faldet om.
Det bekræfter løbsleder Erik Mogensen over for TV 2 Fyn.
Løberen blev behandlet på stedet og kørt afsted i en ambulance.
Det skabte en del kaos i målområdet, fortæller Erik Mogensen til TV 2 Fyn, fordi løberne næsten ikke kunne passere målstregen på grund af de mange mennesker i området.
“Det skete, mens der var allerflest løbere på vej i mål. Det var derfor, der blev kaos,” fortæller Erik Mogensen.
Det er uvist, hvad løberens tilstand er.
Endnu en politiker forlader DF
Pernille Mai Brylle forlader Dansk Folkeparti.
Det skriver hun i et opslag på Facebook.
“Jeg har valgt at melde mig ud af Dansk Folkeparti. Det har været en svær beslutning, som jeg har tænkt grundigt over,” indleder hun.
Hun har siddet i byrådet for partiet i Tønder Kommune.
Der står ikke, hvorfor hun har meldt sig ud.
Lørdag meldte Allan Svendsen, som også sad i byrådet i Tønder, at han vil være løsgænger og ikke længere være medlem af Dansk Folkeparti
Fasanudsætning skal være forbudt, mener foreninger
Knap én million fasaner bliver hvert år sluppet fri i naturen forud for jagtsæsonen, der begynder 1. oktober.
Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd mener, at udsætningen bør forbydes.
Foreningerne peger blandt andet på, at fasanerne opdrættes med det ene formål at blive skudt, og at over halvdelen af de udsatte fasaner ifølge forskning dør af andre årsager end jagt det første år.
Danmarks Jægerforbund mener derimod, at både opdræt og udsætning kan forsvares dyrevelfærdsmæssigt.
Overfaldt ung kvinde og bankede hendes hoved i jorden
56-årig mand er blevet sigtet for umotiveret overfald på ung kvinde i Esbjerg lørdag.
Ifølge politiet overfaldt en 56-årig mand lørdag en en ung kvinde, som han tilsyneladende ikke kendte, i Esbjerg.
Det skriver tvSyd.
“Manden slår hende en del gange, og han banker også hendes hoved i jorden,” fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til tvSyd.
På meddelelsestjenesten Politi Update skriver politikredsen klokken 09.36 søndag, at han fremstilles i et grundlovsforhør søndag med henblik på varetægtsfængsling.
Politiet modtog anmeldelsen om vold i øjeblikket og kunne kort efter anholde manden, skriver politikredsen.
16-årig anholdt for besiddelse af 10 joints og kniv
To 16-årige blev standset på Åboulevarden i Aarhus natten til lørdag, hvor en specialpatrulje fandt den ene i besiddelse af en 16 centimeter lang fiskekniv og 10 joints.
Det fremgår af døgnrapporten i Østjyllands Politi.
Den anden 16-årige havde én joint på sig.
De er begge sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, mens den første også er sigtet efter våbenloven under skærpende omstændigheder.
34-årig sigtet for vanvidskørsel med over 2 i promille
Fredag aften blev en 34-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel med en promille på over 2.
Det fortæller vagtchef i Sydøstjyllands Politi Jesper Knudsen til TV Syd.
Manden blev stoppet i sin bil i Høegh Guldbergs Gade i Horsens, hvor politiet målte hans promille.
Derefter blev bilen beslaglagt og konfiskeret efter vanvidparagrafferne, og hans førerret blev inddraget.
Manden blev senere løsladt.
Lotto-millionær fik lukket kortet efter vilde indkøb
En mand fra Frederikssund Kommune vandt en million kroner i Lotto – og gik straks på shopping.
Sammen med sin kone købte han blandt andet nye briller og to mobiltelefoner til 38.000 kroner.
Det fik banken til at reagere.
Parrets Dankort blev lukket, fordi banken registrerede et ”usædvanligt handelsmønster”.
Efter et opkald til banken blev kortet åbnet igen, og parret fortsatte millionfesten. De købte blandt andet en ny elbil, betalte gæld og skiftede hårde hvidevarer ud.
Nu er der omkring 250.000 kroner tilbage af milliongevinsten.
Politi efterforsker mulig ildspåsættelse ved lufthavn
En skraldepose med ild i har gjort skader på et privat fly, der bruges til udspring med faldskærm.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har natten til lørdag været til stede ved Lolland Airport til en mulig ildspåsættelse ved et udspringsfly.
Det fortæller vagtchef i politikredsen Kim Skov.
“Man har lagt en skraldepose på nogle stiver under vingerne, som man har sat ild til.
“Det har givet nogle sodskader og lidt skader fra strålevarme,” siger han.
Branden blev opdaget af en ansat i lufthavnen, der alarmerede politiet klokken 02.45.
Politiaktion påvirker togtrafik i København
Togtrafikken ved togstationen København Syd vil blive påvirket i forbindelse med politiets håndtering af en person på stedet.
Det oplyser Københavns Politi fredag eftermiddag til Ritzau.
Personen, der skønnes til at være uligevægtig, opholder sig ved banelegemet.
Umiddelbart har politiets vagtchef ikke noget bud på, hvor længe politiaktionen vil stå på.
Helmig og AGF deler mystisk video
AGF og Thomas Helmig er efterhånden blevet ganske tæt forbundne, og nu tyder noget på, at de to aarhusianske stoltheder igen har noget i støbeskeen.
Den eneste ledetråd, de har givet os, er en dato og et klokkeslæt: Mandag klokken 10.00.
Fredag har både AGF og Thomas Helmig nemlig lagt en kort og ganske mystisk video op på deres sociale medier.
Regeringen opretter midlertidig krisekontakt
Myndighederne opretter en midlertidig krisekontakt til erhvervslivet og civilsamfundet.
Det sker, efter at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) torsdag kom med en ny og skærpet vurdering af truslen fra Rusland.
Læs også:
Ny trusselsvurdering: Rusland vil intensivere hybridkrig
Det oplyser Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i en pressemeddelelse.
“Trusselbilledet understreger endnu engang, at vi alle skal rykke sammen i bussen. Som et første skridt etablerer vi krisekontakter til erhvervslivet og civilsamfundet, mens vi arbejder på en mere varig ramme,” siger Lisbeth Bech-Nielsen (SF), minister for samfundssikkerhed og beredskab.
10 personer får dusør af politiet
På Helsingør Politigård har 10 borgere fredag modtaget dusører som anerkendelse for deres ‘helt enestående mod, hjælpsomhed og handlekraft’.
Det meddeler Nordsjællands Politi.
“I dag har vi haft mulighed for at udtrykke vores dybfølte taknemmelighed til en række borgere, der har ydet en helt særlig indsats og udvist et mod og en beslutsomhed, som går ud over, hvad man med rette kunne forvente,” siger politidirektør Lykke Sørensen.
I alt har Nordsjællands Politi uddelt dusører på hver 2000 kroner til borgerne.
FCK byder på pokalfinalen med forbehold
FC København har besluttet sig for at byde ind på sæsonens pokalfinale, selv om nye regler dikterer, at en klub ikke kan spille på hjemmebane i finalen.
Det fortæller direktør Jacob Lauesen til Bold.dk
“Efter grundige overvejelser har vi valgt at ansøge om pokalfinalen, fordi vi mener, at den største enkeltstående kamp i dansk fodbold hører hjemme på Danmarks største stadion,” lyder det fra Jacob Lauesen.
FCK har dog det forbehold, at klubben ikke vil reservere Parken på både en primær og en sekundær kampdato samt tre dage før og én dag efter hver af de to mulige finaledatoer, hvilket DBU og divisionsforeningen ellers kræver.
Bladtegner Klaus Albrectsen er død
Bladtegner og illustrator Klaus Albrectsen er død – omgivet af sin familie – efter få dages sygdom.
Det oplyser familien til Ritzau.
Klaus Albrectsen, der blev 94 år, tegnede gennem sin karriere politisk og samfundssatirisk stof til blandt andet Ekstra Bladet, B.T. og Information.
Politiet deler billeder af mistænkt efter skudepisode
Østjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand efter skudepisoden, der fandt sted natten til torsdag i Aarhus V.
Det er politiets håb, at nogen kan genkende beklædning eller løbehjul, eller at nogen kan huske, at de har set manden køre rundt i området.
Ud fra optagelserne giver Østjyllands Politi følgende signalement af manden og løbehjulet:
Yngre mand, 165-175 cm høj, almindelig til slank af bygning, iført mørk tættere siddende dunjakke med fast hætte med påsyede mærker øverst på begge ærmer, sorte handsker med lys/hvid påskrift på håndryggen, lysere bukser, sports-/løbesko.
Løbehjul med rund lygte ca. 30 cm. under styret, kantet bagbremse placeret på brættet ved baghjulet, lys aflang genstand placeret foran på styrestangen over forhjul, lyskast fra løbehjulet foran forhjulet og refleks/lys monteret på løbehjulets bræt på siderne.
Søger vidner til påkørsel i fodgængerfelt
Fredag formiddag klokken 10.40 blev en kvinde påkørt i et fodgængerfelt i krydset Søndergade / Idræts Alle i Holsted.
Nu efterlyser politiet vidner til hændelsen, hvor billisten, der påkørte kvinden, undlod at standse og undkørte fra stedet.
Bilen beskrives som “en hvid personbil”, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 1-1-4.
Direktører bag "smilebright" dømt i retten
De to direktører bag tandblegningsprodukt “Smilebright teeth whitening kit” er blevet idømt bøder af Retten i Aarhus.
Bøderne lyder på henholdsvis 50.000 og 45.000 kroner.
Det oplyser retten til Ritzau.
De to mænd var direktører i firmaet Online Traders Aps, der i 2019 undlod at involvere Kemikalieinspektionen, da de solgte produktet.
Den ene af direktørerne er også dømt for at have løjet for Kemikalieinspektionen.
Færre dræbte og tilskadekomne i trafikken end sidste år
Færre personer er blevet dræbt eller kommet til skade i trafikken i løbet af de første otte måneder af 2026 sammenlignet med sidste år.
Det viser foreløbige ulykkestal fra Vejdirektoratet.
Til og med august måned i år har 86 personer mistet livet, mens 1544 er kommet til skade i trafikken, viser tallene.
I tilsvarende periode blev der sidste år registreret 92 omkomne.
Topligaer kræver omfattende Fifa-reformer
Fire af Europas største fodboldligaer kræver nu omfattende reformer af det internationale fodboldforbund, Fifa.
Det skriver ligaerne i en fælles udmelding.
Kravet kommer efter en sag, hvor Fifa-præsident Gianni Infantino planlagde at sælge rettigheder til VM til eksterne investorer.
Selvom planen blev droppet, mener ligaerne ikke, at Fifas egne ændringer er nok. De peger på, at præsidentembedet har for meget magt uden effektiv kontrol.
Derfor kræver de blandt andet, at der fremover bliver skabt vandtætte skotter mellem Fifas kommercielle afdeling og den del, der regulerer fodbolden.
Øresundsbroen spærret
Opdatering klokken 11.53: Broen er nu genåbnet, og lastbilen fjernet, oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen fra Københavns Politi.
Øresundsbroen er fredag formiddag spærret i retning mod Sverige.
Det fremgår af en melding fra P4 Trafik på dr.dk.
Det skyldes, at en lastbil har udløst en højdealarm. Politiet er på vej for at kontrollere situationen.
Broen forventes at være spærret i retning mod Sverige frem til klokken 13.00 fredag, skriver Øresundsbroen på sin egen hjemmeside.
Spiralsagen: Grønlandske kvinder får tildelt godtgørelse
Over 100 grønlandske kvinder har nu fået tildelt godtgørelse i forbindelse med spiralsagen.
Det oplyser Patienterstatningen, der står for tildelingen, til det grønlandske medie KNR.
Helt præcist er der tale om 122 kvinder, som hver får 300.000 kroner.
Spiralsagen handler om grønlandske piger og kvinder, der uden deres viden og samtykke fik opsat spiral af den danske stat fra 1960-1991. Efter at Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992, fortsatte den praksis i en periode.
Eksamensændring mindsker sociale forskelle i karakterer
Ny eksamensform mindsker sociale forskelle i karakterer, viser ny forskning fra Københavns Universitet.
Siden 2016 har lærere i grundskolen ikke skulle bedømme deres egne elevers skriftlige afgangsprøver.
Det har ført til et markant fald i karakterforskellene på elever fra gode og mindre gode socioøkonomiske forhold.
Det er Jesper Fels Birkelund, der er forsker ved Sociologisk Institut på universitet, der har undersøgt bedømmelser af skriftlige eksamener i grundskolen.
Alex Warren giver sin første danske festivalkoncert
Sangeren Alex Warren optræder for første gang på en dansk festival, når han skal spille på Heartland Festival i 2027.
Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.
Den Grammy-nominerede musiker kendes blandt andet for sangen “Ordinary” fra 2025, der er blandt numrene på hans debutalbum “You’ll Be Alright, Kid”.
Her er landets højeste karaktergennemsnit
Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at eleverne i Lyngby-Taarbæk Kommunes folkeskoler opnåede et karaktergennemsnit på 8,8 ved de bundne prøver i 9. klasse i skoleåret 2025/2026.
Det er det højeste gennemsnit blandt landets kommuner. Karaktergennemsnittet er samtidig steget fra 8,5 i skoleåret 2024/2025.
Landsgennemsnittet er 7,1, hvilket betyder, at Lyngby-Taarbæk ligger 1,7 karakterpoint over landsgennemsnittet.
Højbjerg beder Riemer om at vælge mellem ham og Hjulmand
Pierre-Emile Højbjerg erkender efter nederlaget til Norge, at midtbaneduoen med ham selv og Morten Hjulmand måske ikke fungerer.
Til blandt andre Politiken og TV 2 siger landsholdsanføreren, at træneren kan blive nødt til at vælge den ene fra for holdets bedste.
Novo indgår milliardaftale om svensk teknologi
Novo har indgået en samarbejds- og licensaftale med svenske Nanexa til en værdi af op til 8,7 milliarder kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nanexa.
Aftalen giver Novo adgang til teknologi, der kan bruges til langtidsvirkende injektioner med langsom frigivelse af lægemidler.
Ifølge Nanexa betaler Novo omkring 4,6 milliarder kroner på forhånd, mens resten afhænger af milepælsbetalinger.
Teknologien kan bruges i op til fem udviklingsprogrammer inden for blandt andet fedme, type 2-diabetes og kardiometaboliske sygdomme.
Jørgensen erkender fejl i nederlag til Norge
Landsholdskeeper Filip Jørgensen erkender, at han burde have gjort det bedre ved Erling Haalands mål til 2-0 i Danmarks 2-3-nederlag til Norge i Nations League torsdag.
Det var den 24-årige Strasbourg-keepers første tællende kamp for landsholdet efter to testkampe.
Jørgensen siger efter kampen, at han ikke kom hurtigt nok ned, og at bolden derfor gik mellem benene på ham.
DSB melder om aflysninger
DSB oplyser på sin hjemmeside, at enkelte morgentog mellem Københavns Lufthavn og Roskilde samt Slagelse, via ruten uden om København H, er aflyst.
Det fremgår ikke, hvad der er årsag til aflysningerne, eller hvornår driften ventes at være normal igen.
Hver anden har købt et produkt efter AI-anbefaling
Halvdelen af danske forbrugere mellem 18 og 79 år har for nylig købt et produkt efter en anbefaling fra en AI-model.
Det viser en ny rapport fra Nets, som bygger på svar fra 2500 danskere om kunstig intelligens og onlinehandel.
Ifølge Nets er syv ud af ti også villige til at betale direkte via en AI-model, hvis de har tillid til processen.
Nets’ nordiske vækstchef, Rikke Madsen, siger, at udviklingen viser, at AI er på vej fra informationssøgning til reel købsadfærd.
Hun understreger samtidig, at forbrugerne bør være kritiske over for AI-anbefalinger, og at sikkerhed og godkendelse fortsat bliver afgørende, når betalingsløsninger via AI bliver lanceret.
DR lukker tre populære podcasts: "MEGA-PISSE-LORTE-NYHED!"
DR lukker ved udgangen af 2026 de tre populære podcasts Tiden, Udsyn og Lyssky, som har henholdsvis 300.000, 50.000 og 130.000 ugentlige lyttere.
I en mail til Ekstra Bladet skriver DR Nyheder, at beslutningen skal ses som et udtryk for store ambitioner, og at DR vil forsøge nye ting.
Værten på Tiden, Adrian Busk, reagerer på Instagram ved at skrive, at han er “vred, sur og ked af det”, og kalder beslutningen for en “MEGA-PISSE-LORTE-NYHED!”.
Pæn efterårsweekend i vente
Der venter en pæn efterårsweekend, hvor vejret indbyder til, at man roligt kan planlægge at lave aktiviteter udendørs.
Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen, til Ritzau.
“Der er stort set ikke brug for en paraply. Den regn, der kommer, er småregn, siger meteorologen.”
Folketinget nedsætter gruppe til at bekæmpe chikane
Folketinget skal gøre mere for at bekæmpe fysisk og psykisk chikane af folkevalgte og hjælpe dem, der bliver udsat for det.
Derfor nedsættes der en såkaldt tværpolitisk følgegruppe med deltagelse af et medlem fra størstedelen af Folketingets partier.
Det oplyser Folketinget til Ritzau.
Billigere Netflix-abonnement på vej
Fra 1. marts 2027 kan danske Netflix-brugere vælge et billigere abonnement med reklamer.
Det skriver Ritzau.
Prisen er endnu ikke offentliggjort, men Netflix oplyser, at abonnementet bliver billigere end de nuværende abonnementer.
Til gengæld kan brugerne forvente et par korte reklamer i timen før og under udvalgte film og serier.
Netflix hævede senest priserne i Danmark i maj. Det billigste abonnement koster i dag 109 kroner om måneden, mens standard koster 149 kroner og premium 189 kroner.
Ung dansker vinder kongeetape
De unge danskere er flyvende i det kroatiske etapeløb Cro Race.
22-årige Tobias Svarre (Uno-X) har netop taget sin første professionelle sejr, da han på kongeetapens afsluttende stigning satte de to stjerner Antonio Tiberi (Bahrain Victorious) og Tim Wellens (UAE Emirates) til vægs.
Dermed fulgte han op på sin holdkammerat Carl-Frederik Bévorts sejr på onsdagens 2. etape.
Med sejren kørte Tobias Svarre sig i løbets førertrøje med fire sekunder ned til Antonio Tiberi.
1,3 millioner ulovlige varer fjernet fra online markedsplads
Erhvervsstyrelsen har netop fået fjernet 1,3 millioner ulovlige varer fra en online markedsplads.
Varerne er både farlige for forbrugere og fair konkurrence, lyder det fra Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
”Container efter container med billige, farlige og konkurrenceundergravende pakker vælter ind i EU.
1,3 millioner ulovlige varer fra bare en enkelt platform understreger med al tydelighed problemet.
Derfor skal vi stramme grebet om platformene, så de bliver tvunget til at tage mere ansvar for de produkter, der sælges på deres hjemmesider,” siger erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard.
Øget risiko for spionage i Danmark
Det kan føre til mere russisk spionage, påvirkning og sabotage i Danmark, hvis Rusland intensiverer sin hybridkrig.
Det er meldingen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). Den følger i hælene på en ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Forudsigelsen fra PET gælder både omfanget og karakteren af spionage, påvirkning og sabotage fra russisk side.
Truslen om sabotage retter sig især mod virksomheder i forsvarsindustrien eller andre, der har en direkte tilknytning til den militære støtte til Ukraine, fremgår det.
Målene kan blandt andet være kritisk infrastruktur, skriver PET.
Brand i dansk arrest
Politiet er klokken 13.42 til stede i Ringsted Arrest efter en melding om brand i en celle.
Det skriver Midt-og Vestsjællands Politi på Politi Update.
Alle personer er evakueret og opholder sig i gården under bevogtning.
Brandårsagen skal undersøges nærmere, lyder det fra politiet.
Der er ingen melding om personskade.
Mobil politistation rykker ud efter skudepisode
Det har skabt en del utryghed i området, at der natten til torsdag blev der affyret skud mod en hoveddør på Rydevænget i Aarhus V.
Derfor vil den mobile politistation torsdag og fredag være til stede, oplyser Østjyllands Politi.
“Alle er velkomne til at tage en snak med vores betjente eller henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen.
Den mobile station er i område i dag og i morgen fra ca. kl. 14.30-16.30,” lyder det fra politiet.
Skud affyret mod forkert hoveddør
Natten til torsdag er der blevet affyret skud mod en hoveddør på Rydevænget i Aarhus V.
Der er flere skudhuller i døren, og nogle projektiler er gået igennem døren og ind i lejligheden, som ligger i en opgang.
Ingen er blevet ramt af skuddene, meddeler Østjyllands Politi, der fortsat er synligt til stede i området.
“Vi er i fuld gang med at efterforske sagen og har på nuværende tidspunkt en hypotese om, at nattens hændelse kan kobles sammen med hændelsen natten til lørdag, hvor der blev affyret skud mod en bolig i Hasselager.
Vi har en klar formodning om, at de to handlinger er målrettet en eller flere personer, men vi er overbeviste om, at de i nat tog fejl af adressen, og at beboeren derinde intet har at gøre med sagen,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Drabssigtet rumæner udleveret til Danmark
En af de fire mænd, der er mistænkt for at have dræbt en 37-årig rumænsk mand og efterladt ham i Gudenåen, er nu tilbage på dansk jord.
Den 22-årige mand, som er rumænsk statsborger, vil torsdag klokken 13:00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.
Det meddeler Midt- og Vestjyllands Politi i dag.
“Vi arbejder fortsat på at få de sidste tre udleveret og håber, det sker inden for den nærmeste fremtid, så vi selv kan få dem afhørt til sagen”, siger politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup.
Christopher slår dansk rekord
Der er nu solgt 60.000 billetter til Christophers koncert i september 2027.
Sangeren slår dermed den danske rekord for antal betalende gæster til en enkeltstående koncert. Det skriver B.T.
Ifølge B.T. lød rekorden tidligere på 50.000 tilskuere. Så mange formåede Rugsted & Kreutzfeldt at samle i Tivoli i 1981. Siden har har Volbeat og The Minds of 99 samlet samme antal tilskuere i Parken.
Strandet tog lammer togtrafikken
Der er torsdag morgen problemer med togdriften mellem Odense og Fredericia, skriver Ritzau.
Det skyldes, at et tog er strandet ved Ejby med en teknisk fejl, hvilket gør, at alle spor ikke er til rådighed.
Derfor kører der lige nu færre regionaltog mellem Odense og Fredericia, mens intercity- og intercitylyntog også kan ventes at blive forsinkede.
Flere danskere er kommet i arbejde
Antallet af lønmodtagere steg i juli med 400 personer, og det seneste år er i alt 28.900 flere i arbejde.
Det viser nye beskæftigelsestal for juli fra Danmarks Statistik.
Beskæftigelsen sætter dermed rekord og er nu oppe på 3.090.533 lønmodtagere.
Dansk slot skal danne ramme om VM
Danmark skal være vært for VM i cykelcross i 2032, og Egeskov Slot på Fyn skal danne ramme om løbet.
Det oplyser Danmarks Cykle Union ifølge TV 2 Fyn.
VM i cykelcross trækker som regel et stort internationalt publikum, særligt fra lande som Belgien og Holland.
Kraftigt fald i diesel- og benzinbiler
Antallet af benzin- og dieselbiler i Danmark er for første gang i mange år faldet til under to millioner, viser tal fra Bilstatistik.dk.
Samtidig vokser elbilerne hurtigt og tæller nu mere end 700.000 biler, svarende til knap hver fjerde bil i den danske bilpark.
AutoBranchen Danmark siger, at omstillingen går hurtigere end ventet og opfordrer til, at kommende ændringer i bilafgifterne både understøtter elbilerne og tager hensyn til bilejere med fossile biler.
Virksomhedsledere bakker op om EU's grønne omstilling
En ny undersøgelse blandt 350 europæiske erhvervsledere viser, at 91 procent mener, at EU’s grønne omstilling på sigt vil styrke Europas konkurrenceevne.
Det skriver WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.
Undersøgelsens resultater udfordrer dermed argumentet om, at virksomheder generelt ønsker svagere grøn lovgivning.
Ifølge WWF viser resultaterne også, at mange virksomheder efterspørger klare og stabile politiske rammer for klima- og naturindsatsen.
Blandt de virksomheder, der har bidraget til undersøgelsen, er blandt andre H&M, Ferrero og danske VELUX.
Kø på motorvej efter uheld
Der er lige nu kø og forlænget rejsetid på op mod 30 minutter på E47 fra Farø mod Køge mellem Ålshøje/Søllerup og 33 Lellinge.
Køen skyldes, at højre spor er spærret efter et uheld. Det viser Vejdirektoratets trafikkort.
Sporet forventes at være spærret frem til klokken 8.
Efterårsvejr rammer Danmark
Det bliver en blæsende start på dagen – især hvis du bor langs Vestkysten.
DMI varsler nemlig vindstød af stormstyrke, viser vagthavende meteorolog Sandra Nygaard til B.T:
»Vi forventer en jævn til hård vind. Ved Vadehavet kan der komme en kuling til hård kuling og kraftige vindstød,« siger meteorologen.
Henad dagen aftager vinden og bliver generelt svag til jævn.
Over hele landet starter dagen med en skyet himmel, og temperaturerne vil ligge mellem 14 og 18 grader.
Danmark vil støtte global fond med en milliard kroner
Danmark vil frem mod 2030 sende op imod en milliard kroner som støtte til Den Globale Uddannelsesfond (GPE).
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Midlerne omfatter 250 millioner kroner i 2027, og frem mod 2030 vil det samlede beløb for hele perioden nå op på en milliard kroner.
Den globale fond er med til at sikre uddannelse i udviklingslande, som Danmark igen vil investere i, lyder det.
Politiet advarer om video fra drabssag
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod at dele videoer med relation til det formodede drab på E. Hansens Vej i Esbjerg.
Videoerne er blevet delt både på Snapchat og i private beskeder, skriver politiet.
Der lå en offentlig video, som politiet har fået fjernet og lukket profilen, den blev delt fra.
Det kan desuden være strafbart at videredele videoerne, oplyser politiet.
Politiet opfordrer personer, der modtager eller ser videoerne, til at slette dem og kontakte politiet, som kan vejlede om hjælp.
22-årig dansker tager første professionelle sejr
Den danske cykelrytter Carl-Frederik Bévort tog onsdag sin første professionelle sejr, da han vandt 2. etape af Cro Race i Kroatien.
Det skriver Ritzau.
Hans holdkammerat Henrik Pedersen sørgede for at aflevere den 22-årige perfekt i spurten, så københavneren kunne gøre arbejdet færdigt.
Carl-Frederik Bévort er i gang med sin tredje sæson på norske Uno-X, hvor han har kontrakt til og med 2027.
Mand sigtet for voldtægt af barn
En 37-årig mand er mistænkt for flere gange at have voldtaget en pige på et offentligt toilet på Brønshøj Torv i København, da hun var mellem 10 og 12 år.
Sigtelsen blev læst op i Retten på Frederiksbergs dommervagt onsdag.
Op til 60.000 kroner stjålet fra skole
Indbrudstyve brød ind på en skole i Egedal vest for København mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Tyvene brød en skuffe op på skolens kontor og fik fat i en nøgle til et pengeskab, som ellers var låst af med dobbeltlås og alarmsystem.
Der lå mellem 50-60.000 kroner i kontanter, som tyvene fik med sig.
Søren Gade har lagt sag an mod partifælles mand
Til februar skal Venstres Søren Gade i retten i en sag mod forretningsmanden Jakob Klink, som er gift med hans partifælle, Trine Jepsen (V).
Venstre-profilen Søren Gade, der også er Folketingets formand, har lagt sag an mod forretningsmanden Jakob Klink for æreskrænkelse.
Det bekræfter Søren Gades advokat, Heidi Højmark Helveg, over for Politiken.
Ifølge Politikens oplysninger handler sagen om et nu slettet Facebook-opslag fra tiden efter folketingsvalget i marts, hvor Jakob Klink skrev om Søren Gade.
Esbjerg henter ny cheftræner i FCK
Esbjerg fB har fundet sin nye cheftræner.
45-årige Hjalte Bo Nørregaard tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale frem til sommeren 2030.
Nørregaard kommer til Esbjerg efter en lang årrække i F.C. København, hvor han senest har været assistenttræner for førsteholdet og som spiller opnåede 320 kampe.
“Jeg er rigtig glad for muligheden for at blive cheftræner i EfB. Det er en stor klub med en stærk historie, et stort engagement omkring holdet og nogle ambitioner, som tiltaler mig,” siger han.
AGF noterer millionunderskud
Trods AGFs historiske mesterskab har fodboldklubben det seneste år måtte noteret et millionunderskud.
Selskabet bag AGF kommer således ud af regnskabsåret 2025/26 med et underskud på seks millioner kroner.
Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Underskuddet skyldes især forsinkelsen af stadionbyggeriet, oplyser direktør Jacob Nielsen.
På trods af sportslig succes må vi for andet år i træk notere et millionunderskud, og det viser endnu en gang, at byggeriet af det nye stadion og afviklingen af vores kampe i de midlertidige rammer i Vejlby er en dyr omgang for AGF, siger han i pressemeddelelsen.
Pristjek afslører: Her er det billigst at handle
Det kan betale sig at tænke over, hvor du fylder indkøbskurven, når der skal handles ind til aftensmad.
Prisforskellen på den dyreste og billigste indkøbskurv er 625 kroner, og forskellen har aldrig været større, viser et nyt pristjek fra Madprisluppen.
I undersøgelsen har Madprisluppen sammenlignet 100 varer fra 12 forskellige supermarkedskæder, og det er Lidl, der for femte måned i træk placerer sig som landets billigste supermarked med en pris på 1.983 kroner.
Det dyreste sted at handle er derimod Meny, hvor den samme indkøbskurv koster 2.518 kroner.
Kendt kiosk lukker efter 25 år
Efter omkring 25 år på hjørnet af Frederiks Allé og Ole Rømers Gade i Aarhus lukker 7-Eleven sin butik.
Købmand Hans Christian Sehested fortæller til Århus Stiftstidende, at kiosken har sidste åbningsdag den 1. december.
“Det er rigtig træls,” siger han til avisen.
Ifølge købmanden har både konkurrencen og infrastrukturen omkring butikken ændret sig.
Letbane i kollision med bil
Tirsdag aften klokken 22.42 måtte Odense Letbane indstille driften på strækningen mellem Tarup Center og Odense Banegård.
Fyens.dk melder, at problemerne skyldtes en kollision mellem Letbanen og en bil på Middelfartvej.
Ifølge avisen kom ingen personer til skade ved uheldet.
OK åbner hurtig- og lynlader nr. 2.000
Energiselskabet OK etablerede sin første hurtiglader i Sønderborg i 2020, mens selskabets første lynlader blev sat i drift nær Odense i 2021.
Nu kan OK åbne hurtig- og lynladeudtag nummer 2.000.
“Vi er stolte over, at vi på få år har bygget Danmarks største netværk af hurtig- og lynladere til elbiler,” siger Michael Lamberth, kommerciel direktør i OK, i en pressemeddelelse.
Hurtig- og lynladeudtag nr. 2.000 åbner som en del af OK’s ladepark nr. 25 på Jyllingevej i Rødovre, hvor der etableres i alt tolv lynladeudtag.
Overgravet kabel lammer togstrækning
Frem til omkring klokken 12.00 kører der ingen tog mellem Næstved, Glumsø og Ringsted.
Det meddeler DSB onsdag morgen.
“Det skyldes et overgravet kabel. Banedanmarks teknikere er i gang med reparationsarbejdet,” lyder forklaringen.
I steder kører togbusser hver halve time fra både Ringsted og Næstved.
Stort budget forhandlet på plads i Aalborg
29 ud af Aalborg Byråds 31 medlemmer er blevet enige om kommunens budget for 2027-2030.
Aftalen indeholder blandt andet et løft af ældreområdet svarende til omkring 70 faglige medarbejdere og flere medarbejdere i folkeskolen.
Der afsættes også penge til nye daginstitutioner, et plejehjem i Aalborg Øst, nye idrætshaller og en ny koncertplads.
Samtidig afskaffes gebyret for udeservering, og der er penge til blandt andet en ny Egholm-færge og flere cykelstier.
Det er den første budgetaftale med det nuværende Aalborg Byråd.
Tre anholdt i sag om svindel med flextrafik
Fyns Politi har tirsdag anholdt tre mænd på 24, 35 og 64 år i en sag om grov hvidvask for et millionbeløb.
Sagen omfatter også mistanke om skatteunddragelse og skyldnersvig, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Politiet mener, at kriminaliteten er foregået gennem flere selskaber, herunder LS Busser.
En anden 35-årig mand blev allerede 11. september varetægtsfængslet i sagen for at forhindre påvirkning af de øvrige mistænkte.
Efter tirsdagens anholdelser er han blevet løsladt igen.
Fem tilskadekomne efter alvorligt trafikuheld
Der er tirsdag aften sket et alvorligt trafikuheld på Bjerge Landevej syd for Kalundborg.
Det oplyser vagtchef Henrik Krøjgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge vagtchefen er tre køretøjer involveret i ulykken, hvor to biler er kørt frontalt sammen.
Politiet og ambulancer er tirsdag aften til stede på ulykkesstedet, lyder det.
I alt er fem personer kommet til skade, og tre personer sidder fastklemt i den ene bil.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om de tilskadekomnes tilstand.
Brand spredte sig til taget: Kvinde kørt på hospitalet
En kvinde omkring 40 år er tirsdag blevet kørt på hospitalet efter en lejlighedsbrand på Nørrebro i København.
Branden brød ud på hjørnet af Tibirkegade og Sjællandsgade og nåede at sprede sig til bygningens tag.
Ifølge Københavns Politi fik kvinden brandskader, men hun er ikke i livsfare.
Hovedstadens Beredskab har fået branden under kontrol og er i gang med efterslukning og ventilering af loftet.
Det er endnu uvist, hvordan branden opstod.
Først Zelenskyj - så mødes statsministeren med Trump
Statsminister Mette Frederiksen (S) har forud for underskrivelsen af aftalen om Grønland holdt møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Det viser billeder fra FN-bygningen i New York.
USAs præsident Donald Trump er nu ankommet til FN-bygningen i New York.
Præsident Trump skal efter planen også mødes med Zelenskyj. Ifølge Trumps kalender sker det klokken 19.15 dansk tid.
Minister voldsomt frustreret over 'urimelige' regler
Skattestyrelsen har opdaget fejl i beregningen af enkelte borgeres skattepligt på kryptoaktiver, som betyder, at otte borgere har betalt for meget i skat.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt er voldsomt frustreret og mener, at det viser, hvorfor der er stort behov for at rydde op i ‘junglen af urimelige og uforståelige regler’.
”De her sager om kryptoaktiver understreger for mig, at vi lige nu har en jungle af urimelige og uforståelige regler, som det er alt for nemt at fare vild i både for borgere og – desværre må man sige – også for Skatteforvaltningen.
Det udfordrer ganske enkelt borgernes retssikkerhed og tilliden til skattesystemet, og det skal vi have rettet op,” siger ministeren i en pressemeddelelse.
AGF-fans får karantæne
Tre fodboldtilskuere med tilknytning til AGF blev søndag tildelt strakskarantæner i forbindelse med Superliga-kampen mod AC Horsens.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet var de tre personer på henholdsvis 17, 18 og 19 år alle i besiddelse af balaclavaer, som er en slags elefanthue, og blev dermed sigtet for at overtræde maskeringsforbuddet.
To af dem medbragte desuden nødblus, som er imod loven om pyroteknik. Nødblussene var forsøgt skjult i udhulede sko.
Den ene af dem forsøgte at få dem med ind på stadion i en udhulet sko.
Som konsekvens af forseelserne tildeles de tre fodboldfans senere såkaldt generelle karantæner. Det betyder, at de ikke kan komme ind til AGF’s kampe de næste to år eller opholde sig tæt på stadion.
Besættere demonstrerer foran politigård
Der bliver demonstreret foran politigården i Aarhus i kølvandet på morgenens aktion, hvor 15 aktivister blev anholdt.
Indledningsvist forløb demonstrationen fredeligt, hvor et par politimænd også trådte ud fra stationen for at filme og overvære demonstrationen.
Nye fotos fra demonstrationen viser dog, at politiet nu har tilbageholdt nogle af de aktivister, der deltog i demonstrationen.
Flere demonstranter er maskeret og har medbragt forskellige bannere, en guitar og to megafoner, hvorigennem de skrålede budskaber som “fri vores kammerater” og “fuck politiet”.
Så gik den ikke længere: Fyrer træneren i Esbjerg
Sancheev Manoharan er færdig som cheftræner i Esbjerg fB.
Det fortæller MigogEsbjergs Ole Bruun, der er til stede på træningsbanen tirsdag formiddag.
Fyringen kommer efter en svær periode, hvor EfB blot har hentet ét point i de seneste syv kampe i 1. division.
Senest tabte holdet 3-0 ude mod AB, hvilket efterlod Esbjerg på sidstepladsen i rækken.
Sancheev Manoharan var tirsdag formiddag på træningsbanen på Gl. Vardevej, men ønskede ikke at kommentere situationen over for MigogEsbjerg.
Broåbninger lukker vej permanent
I denne uge åbner Vejdirektoratet for trafik på to nye broer, der skal lede trafikken over den kommende motorvej via henholdsvis Kalundborgvej og Aldersrovej.
Det kommer til at betyde ændringer i trafikken, meddeler Vejdirektoratet.
I forbindelse med åbningen af broerne bliver en strækning af Skovbakkerne lukket.
Fra den 28. september klokken 10.00 bliver strækningen mellem Kalundborgvej og Skovbakkerne nr. 30 lukket permanent.
Større vej afspærret efter påkørsel
En lastbil har tirsdag påkørt to broer – herunder en jernbanebro – ved Nymøllevej, skriver Nordsjællands Politi på Politi Update.
“Nymøllevej er lige nu afspærret i begge retninger fra Banevang/Sortemosevej nord for ulykken til Rådhusvej syd for ulykken.
Trafikken over Allerødvej er også spærret, ligesom togdriften er indstillet. Umiddelbart ingen tilskadekomne. Vi melder ud, når vi kan oplyse yderligere,” lyder det.
15 aktivister anholdt i Aarhus
15 personer er tirsdag morgen blevet anholdt og sigtet for husfredskrænkelse i Aarhus.
Det meddeler Østjyllands Politi.
“På baggrund af en anmeldelse fra Aarhus Kommune var vi her til morgen ude og rydde et område mellem Åbrinken og Brabrandstien, hvor en gruppe unge havde taget ulovligt ophold på kommunens grund.
Aktionen og anholdelser foregik fredeligt og roligt. Fire personer måtte dog hentes ned med kran, da de befandt sig i træerne og nægtede at komme ned,” lyder det.
Politiet vil være til stede sammen med folk fra kommunen lidt tid endnu.
Dronningen deltager i prisuddeling
Syv undervisere modtager i dag Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets Undervisningspris.
Det er H.M. Dronningen og minister Christina Egelund, der sammen uddeler de syv priser i Operaen.
Årets prismodtagere er:
• Adjunkt Amalie Trangbæk, Aarhus Universitet, inden for bl.a. offentlig forvaltning
• Lektor Bjarne Schmidt, Syddansk Universitet, inden for bl.a. matematik, fysik og ingeniørdidaktik
• Studieadjunkt Brian Jørgensen, Designskolen Kolding, inden for kommunikationsdesign
• Lektor og programleder Gry Segoli Københavns Professionshøjskole, inden for bl.a. rehabilitering og demens
• Lektor Lars Plauborg Pedersen, Syddansk Erhvervsakademi, inden for projektering og ingeniørfag
• Lektor Lene Krogstrup Jakobsen, UC SYD, inden for pædagogik
• Lektor René Kirk Johansen, MARTEC, inden for ledelse og nautik
Med prisen følger 500.000 kroner til hver underviser, hvoraf 300.000 skal bruges til at udvikle nye undervisningsaktiviteter på institutionen, mens 200.000 er en personlig hæder.
SAS får ekstraregning på 2,2 milliarder kroner
Højere brændstofpriser ventes at give luftfartsselskabet SAS en ekstraregning på 3,4 milliarder svenske kroner i indeværende regnskabsår.
Det svarer til 2,2 milliarder kroner.
Det siger selskabets kommercielle direktør, Paul Verhagen, i et interview med mediet Finans.
“Vores situation illustreres måske bedst ved håndfaste tal: Inden marts lå flybrændstofprisen omkring 700 dollar per ton. Nu ligger den omkring 1600 dollar, altså mere end det dobbelte.”
Elprisen topper i aften
Når klokken i aften slår 19.00, topper den rene elpris på hele 4,6 kr/kWh i Vestdanmark, mens den ligger på 4,5 kr/kWh i Østdanmark.
De høje priser kommer efter, at elprisen i sidste uge, var oppe over 5 kr/kWh i begge prisområder.
Det er dog vigtigt at huske på, at det er stadig et fåtal af timer, at vi ser så høje elpriser, skriver Norlys i en pressemeddelelse.
I løbet af det seneste år har der kun været 11 timer med elpriser over 3,5 kr./kWh i Vestdanmark (DK1) og 10 timer (DK2) i Østdanmark.
I samme periode har der været henholdsvis 230 og 109 timer i DK1 og DK2, hvor elpriserne var negativ.
Danmark vil sende værnepligtige til Letland
Allerede fra næste år kan danske værnepligtige blive sendt til Letland.
Det oplyser forsvarsminister Jeppe Bruus til Ritzau under et besøg hos de danske soldater i landet.
Planen hænger sammen med den udvidede værnepligt, hvor værnepligtige i den sidste del af tjenesten skal kunne indgå operativt.
Ifølge ministeren vil en udsendelse til Letland være frivillig.
De værnepligtige kan blandt andet få opgaver med at beskytte Camp Valdemar eller anden infrastruktur.
Solbakken advarer Norge før Danmark-kamp
Norges landstræner Ståle Solbakken advarer mod at undervurdere Danmark før torsdagens Nations League-opgør i Oslo.
Efter Norges stærke VM er forventningerne høje, men Solbakken mener, at forskellen mellem de to hold bliver overdrevet.
“Det kommer til at blive en tæt og jævnbyrdig kamp mod Danmark, så vi er nødt til at tone forventningerne lidt ned,” siger han ifølge NTB.
Han fremhæver samtidig, at Danmark fortsat har profiler fra en række europæiske topklubber.
Norge er nummer 19 på verdensranglisten, mens Danmark ligger nummer 21.
Riemer efter AC-afbud: "Slog hovedet i puden"
Brian Riemer lægger ikke skjul på frustrationen over, at Andreas Christensen endnu en gang må melde afbud til landsholdet.
“Efter at have banket hovedet i puden fire gange, er det spild af tid at sidde og tude. Når den slags sker, tænker jeg på løsninger,” sagde landstræneren på dagens pressemøde.
Andreas Christensen pådrog sig lørdag en muskelskade i forlåret og ventes at være ude i et par uger.
Ifølge Riemer har Danmark manglet forsvarsspilleren i over halvdelen af kampene, siden han blev landstræner.
“Specielt fordi vi mister en af de bedste spillere, måske den bedste spiller, hvor meget var lagt an på ham,” siger Brian Riemer.
Chauffør dømt efter student faldt af studentervogn
En 31-årig lastbilchauffør er mandag blevet dømt efter en ulykke under studenterkørsel i juni 2023.
En student faldt dengang af vognen på Tulstrupvej ved Malling, efter at en stang på køretøjet løsrev sig.
Retten i Aarhus har idømt chaufføren 20 dagbøder á 300 kroner.
Han får samtidig en betinget frakendelse af førerretten i tre år.
Ifølge retten havde chaufføren ikke sikret sig, at studentervognen var forsvarligt indrettet og i ordentlig stand.
Politiet leder stadig efter hundelufter i mystisk sag
Nordsjællands Politi leder fortsat efter en hundelufter, som kan have vigtige oplysninger i sagen om en 41-årig kvindes død i Frederiksværk i 2019.
Flere personer har henvendt sig efter politiets efterlysning for to uger siden, men ingen af dem er det vidne, som politiet søger.
Den 41-årige kvinde blev fundet død i en kanal 1. maj 2019. Politiet søger en person, der luftede hund omkring Brotorvet og Torvet mellem klokken 02.30 og 04.00 samme nat.
Hundelufteren kan ifølge politiet have set tre personer, som er interessante for efterforskningen.
Politiet vil fortsat ikke oplyse, om kvinden blev dræbt, men har tidligere sagt, at der kan være sket en forbrydelse.
39-årig mand anholdt og sigtet for drab i Esbjerg
En 37-årig mand er mandag fundet død i Esbjerg, og politiet efterforsker dødsfaldet som et drab. En 39-årig mand er anholdt og sigtet for drab.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Læs hele artiklen her
20-årig vil tilstå efter dødelig påkørsel af parcelhus
En 20-årig mand vil erklære sig skyldig i sagen om en voldsom ulykke i Tilst, hvor en 64-årig kvinde mistede livet.
Det oplyser mandens forsvarer, advokat Mette Grith Stage, til Ritzau.
Ulykken skete 23. juni, da den 20-årige under en politijagt kørte ind i et parcelhus.
Ifølge den oprindelige sigtelse nåede bilen op på 109 kilometer i timen, hvor fartgrænsen var 50.
Den 64-årige kvinde befandt sig i huset og døde som følge af ulykken.
Sagen skal afgøres som en tilståelsessag i retten 7. oktober. Den 20-årige vil tilstå trafikdrab.
Markant fald i cykeltyverier i Aarhus
Antallet af anmeldte cykeltyverier i Aarhus er faldet markant i første halvår af 2026.
Der blev anmeldt 1.008 cykeltyverier mod 1.553 i samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 35,1 procent, viser en opgørelse fra Forsikring & Pension.
Det er det laveste antal anmeldelser i Aarhus i første halvår i de seneste fire år.
Aarhus står dog fortsat for 9,3 procent af alle anmeldte cykeltyverier på landsplan.
I hele Danmark blev der anmeldt 10.798 cykeltyverier i årets første seks måneder.
Novo-aktien dykker mandag efter lancering af ny strategi
Novo Nordisk-aktien falder mandag formiddag med omkring fem procent.
Faldet kommer, efter at selskabet har præsenteret en opdateret strategi på sin kapitalmarkedsdag i London.
Novo vil fortsat styrke kerneforretningen inden for diabetes og vægttab, men samtidig udvide mere inden for blandt andet leversygdomme og hjertekarsygdomme.
Selskabet har som mål at lancere mindst fem såkaldte multi-blockbuster-produkter inden 2030.
Derudover sigter Novo mod et salg på mindst 150 milliarder kroner fra sin pipeline.
Venstre falder til under seks procent i Voxmeter-måling
Venstre må notere sig en uhørt lav vælgertilslutning i den seneste måling fra analyseinstituttet Voxmeter.
opdateres
Det ville stå historisk sløjt til i Venstre, hvis der skulle afholdes folketingsvalg lige nu.
Det fremgår af den seneste politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.
I mandagens måling står Venstre blot til at få 5,8 procent af stemmerne og 10 mandater i Folketinget.
For en uge siden stod Venstre til 7,0 procent af stemmerne, og ugen forinden var det 7,1 procent.
Venstres resultat på 10,1 procent af stemmerne ved folketingsvalget 24. marts var i forvejen det dårligste i partiets historie.
I mandagens måling er der en statistisk usikkerhed på 1,4 procentpoint for Venstre.
Opdateres
Tre milliongevinster på få dage: To landede i samme kommune
Tre danskere vandt i sidste uge mindst én million kroner i Lotto og Eurojackpot.
To af gevinsterne landede i Varde Kommune.
Det skriver Danske Spil mandag morgen.
Den ene blev vundet på en Lotto-kupon spillet via mobiltelefon, mens den anden blev købt på Shell i Oksbøl.
Begge gevinster lød på én million kroner.
Den tredje gevinst blev vundet i Vejle Kommune, hvor en Eurojackpot-kupon købt i Bilka gav en tredjepræmie på 1.336.370 kroner.
Alle tre gevinster er skattefrie.
Politi undersøger mistænkeligt forhold i Esbjerg
Syd- og Sønderjyllands Politi er mandag til stede på E. Hansens Vej i Esbjerg.
Her undersøger politiet det, som beskrives som et “mistænkeligt forhold”.
Politikredsen har foreløbig ikke ønsket at oplyse nærmere om, hvad sagen drejer sig om.
Til TV 2 oplyser politiet, at man vil komme med en opdatering hurtigst muligt.
Væltet lastbil skaber over 10 kilometers kø
En væltet lastbil giver mandag store trafikale problemer på Sønderjyske Motorvej.
Uheldet er sket i nordgående retning mellem Rødekro og Øster Løgum, hvor lastbilen spærrer højre spor.
Ifølge P4 Trafik strækker køen sig mere end 10 kilometer og helt ned mod afkørslen ved Torp.
Trafikken bevæger sig kun langsomt forbi stedet.
Vejhjælp er fremme ved uheldet.
29 politibetjente hædres for skader i tjenesten
Justitsminister Nicolai Wammen har besluttet at tildele 29 nuværende og tidligere politibetjente Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjenesten.
Blandt modtagerne er betjente, der var involveret i indsatsen ved terrorangrebet ved Krudttønden i 2015 og skyderiet i Field’s i 2022.
Medaljen gives til ansatte, der er blevet alvorligt såret, invalideret eller har fået psykiske efterreaktioner efter voldsomme hændelser i tjenesten.
“Medaljen er en anerkendelse af og en tak for deres vigtige indsats og den pris, indsatsen har haft,” siger justitsminister Nicolai Wammen.
Medaljerne bliver overrakt på et senere tidspunkt.
Brøndby-træner vil ikke male alt sort efter nyt nederlag
Brøndby tabte søndag 0-1 hjemme til FC København og har nu tabt fire Superliga-kampe i træk.
Efter en stærk sæsonstart er holdet faldet tilbage i tabellen og har nu 11 point op til FCK på førstepladsen.
“Vi er ikke tilfredse med den samlede pointhøst. Vi skulle have haft flere point, end vi har fået,” siger Brøndby-træner Thomas Nørgaard.
Han mener, at flere positive ting stadig er på plads, men erkender samtidig, at fejl i forsvarsspillet igen blev afgørende.
Brøndby går nu ind i landskamppausen med fire nederlag på stribe.
Politiet rykkede ud til skov: Efterforsker voldssag
Syd- og Sønderjyllands Politi undersøgte søndag formiddag et mistænkeligt forhold i Ølgod.
Politiet oplyser nu, at der var tale om en anmeldelse om vold i et skovområde ved byen.
Ingen er alvorligt kommet til skade, og politiet understreger, at der er tale om et lukket miljø uden fare for andre.
Sagen er ikke banderelateret, og der er på nuværende tidspunkt ingen sigtede.
Efterforskningen fortsætter.
Barcelona bekræfter lårskade til Andreas Christensen
FC Barcelona bekræfter, at Andreas Christensen har pådraget sig en forstrækning i venstre lår.
Den danske landsholdsspiller er foreløbig ude, og genoptræningen skal afgøre, hvornår han kan vende tilbage.
Christensen udgik lørdag aften i Barcelonas 3-1-sejr over Sevilla.
Cheftræner Hansi Flick sagde efter kampen, at han forventede, at danskeren ville være ude i nogle uger.
Christensen er udtaget til Danmarks kommende Nations League-kampe mod Norge, Wales og Portugal.
Men alt tyder på, at han ikke kommer i spil til de kampe.
Mette Frederiksen skal mødes med Trump i New York
Statsminister Mette Frederiksen bekræfter, at hun i næste uge skal mødes fysisk med USA’s præsident Donald Trump.
Mødet finder sted i New York i forbindelse med FN’s Generalforsamling, hvor Danmark, Grønland og USA ventes at underskrive en ny samarbejdsaftale om sikkerheden i Arktis.
“Jeg har en udmærket relation til den amerikanske præsident,” siger Mette Frederiksen til TV 2 News.
Statsministeren vil endnu ikke gå nærmere ind i aftalens indhold, men kalder den god for Grønland, Kongeriget Danmark, USA og NATO.
Hun forventer samtidig, at Trump og USA vil leve op til aftalen.
FCK-profil klar til første derby
Asger Sørensen har lagt sin svære debut for FC København bag sig og ser nu frem mod søndagens derby mod Brøndby.
Den 30-årige forsvarsspiller fik en brutal start i FCK med et 0-4-nederlag mod Viborg, men siden har han spillet fast og været med til at holde rent bur i de seneste tre Superliga-kampe.
“Jeg er stolt af, hvordan jeg har fået vendt det, for det var en hård én at komme igennem,” siger han.
Søndag venter hans første derby mod Brøndby.
Sørensen har tidligere oplevet intense lokalopgør i Sparta Prag, men forventer ikke samme scener i Brøndby, som da Slavia Prag-fans løb på banen og gik tæt på spillerne.
Farlig kørsel og tyveri: Politiet efterlyser vidner
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker flere forhold om hasarderet kørsel og brugstyveri.
Det skriver politikredsen på Politi Update
Det første forhold skete i Slagelse, mens flere episoder fandt sted på Vestmotorvejen og i Korsør.
En person er anholdt i sagen.
Politiet oplyser, at personer muligvis har været i fare under kørslen.
Hvis man har været involveret eller set noget, beder politiet om, at man kontakter dem på 114.
Kenyansk stjerne slår verdensrekord i København
Agnes Jebet Ngetich vandt søndag VM i halvmaraton i København i tiden 1 time, 5 minutter og 15 sekunder.
Dermed satte den kenyanske løber samtidig verdensrekord i kategorien “Women’s Only”, hvor løbet kun består af kvinder.
Ngetich lagde sig i front fra start og bevarede føringen hele vejen til målstregen.
Hun kan dermed kalde sig både verdensmester og verdensrekordholder på halvmaratondistancen.
Har problemer: Molslinjen aflyser flere afgange
Molslinjen har søndag aflyst en række afgange mellem Jylland og Sjælland.
Det skyldes tekniske problemer med hurtigfærgen Express 2, skriver Ekstra Bladet med henvisning til Molslinjens hjemmeside.
Blandt de aflyste afgange er flere ruter mellem Aarhus, Odden og Ebeltoft i løbet af dagen og aftenen.
De tekniske udfordringer har ifølge Molslinjen gjort det umuligt at sejle efter den normale plan.
Den seneste planlagte afgang, der er berørt søndag, er klokken 22.30 fra Odden til Aarhus.
Politiet rykket ud til mistænkeligt forhold i Ølgod
Syd- og Sønderjyllands Politi er søndag formiddag til stede i Ølgod i forbindelse med et mistænkeligt forhold.
Det oplyser politikredsen.
Politiet understreger, at der ikke er fare for borgerne i området.
Hvad det mistænkelige forhold konkret drejer sig om, ønsker politiet ikke at oplyse på nuværende tidspunkt.
Sagen opdateres, når politiet kommer med yderligere oplysninger.
Nedtur: Andreas Christensen meldes ude i flere uger
Andreas Christensen risikerer en længere skadespause efter Barcelonas sejr 3-1 ude over Sevilla lørdag aften.
Den danske forsvarsspiller måtte udgå under kampen, og efterfølgende fortalte Barcelona-træner Hansi Flick, at der formentlig er tale om en muskelskade.
“Jeg tror, han vil være ude i flere uger,” lød det efter kampen fra Barcelonas træner Hansi Flick, da han blev spurgt på pressemøde.
Christensen skal undersøges nærmere søndag.
Hvis skaden holder ham ude i flere uger, vil han også misse Danmarks kommende Nations League-kampe mod Norge, Wales og Portugal.
Mistænkelig brand i lejlighedskompleks
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker en brand i en beboelsesejendom på Vestergade i Maribo som mulig påsat.
Branden opstod lørdag eftermiddag, og politiet vurderer, at noget materiale i opgangen ikke umiddelbart kan være selvantændt.
Der er ikke meldt om personskade, men to lejligheder har fået så omfattende sod- og røgskader, at de ikke kan bebos lige nu.
Politiet søger vidner, der kan have set noget i området, og opfordrer dem til at ringe 114.
Anmeldelsen kom klokken 12.58.
Varevogn ramte to fodgængere midt i København
En varevogn ramte lørdag eftermiddag to fodgængere på Vesterbrogade ved Rådhuspladsen i København.
Det skriver Presse-fotos.dk
Ifølge Københavns Politi kom varevognen kørende ud af byen fra Amager, da den ramte de to personer.
Bilisten kørte lovligt frem for grønt lys, men politiet kan endnu ikke præcist forklare, hvordan ulykken skete.
Ingen af de involverede kom alvorligt til skade. Den ene fodgænger faldt og slog hovedet, men skaden betegnes ikke som alvorlig.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.51.
Yussuf Poulsen scorer for første gang i 286 dage
Yussuf Poulsen kom lørdag på måltavlen for Hamburger SV i 2-1-sejren over FC Köln.
Det var danskerens første scoring siden 7. december 2025.
Poulsen blev skiftet ind i pausen og scorede blot fem minutter senere efter oplæg fra landsmanden Albert Grønbæk.
Grønbæk stod også for assisten til HSV’s første mål.
Sejren var samtidig Hamburger SV’s første i Bundesligaen i denne sæson.
Flere skud affyret mod hoveddør i dansk by
Østjyllands Politi rykkede natten til lørdag ud til en adresse i Hasselager syd for Aarhus, efter at flere skud var blevet affyret gennem en hoveddør.
Ingen personer kom til skade, oplyser politiet.
Anmeldelsen kom klokken 03.40, og politiet efterlyser vidner, der har set eller hørt noget i området mellem klokken 02.00 og 04.00.
Politiet betegner hændelsen som alvorlig, men vurderer samtidig, at der er tale om en isoleret episode, og at andre beboere i området ikke er i fare.
Politiet vil være til stede i området lørdag og foretage undersøgelser af gerningsstedet.
Død hval skyllet op ved Klitmøller
En død hval er skyllet op på stranden mellem Klitmøller og Vangså i Nordvestjylland.
Det skriver TV Midtvest.
Ifølge strandfoged Mads Ring er hvalen omkring ni meter lang og ser ud til ikke at have tænder, hvilket kan tyde på, at der er tale om en bardehval.
Hvalforsker Carl Kinze fra Statens Naturhistoriske Museum vurderer, at det mest sandsynligt er en vågehval, men at det også kan være en sejhval.
Den præcise art kræver nærmere undersøgelser.
Sidst set i Køge: Politiet efterlyser 78-årige Bent
Midt- og Vestsjællands Politi beder borgere på hele Sjælland om hjælp til at finde 78-årige Bent, der er dement.
Han har været savnet siden 16. september, hvor han forlod Køge Sygehus klokken 20.30.
Politiet oplyser, at Bent er godt gående og derfor kan have bevæget sig langt væk fra Køge.
Han beskrives som slank, 172-174 centimeter høj med kort gråt hår og blå øjne. Da han forsvandt, var han iført gul og grøn blomsterskjorte, grå vest og lyse olivengrønne bukser.
Har man set Bent eller ved, hvor han befinder sig, skal man kontakte politiet på 114.
Løkke om Grønland-aftale: Næste uge kan blive god
Løkke og Grønlands daværende minister for udenrigsanliggender var i januar i USA til møde med vicepræsidenten.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skriver på Facebook, at “næste uge kan blive en god uge” for både Grønland, Danmark og USA.
Han henviser til den aftale, der er på trapperne mellem USA, Danmark og Grønland om Grønland.
“Hvor lang tids usikkerhed forhåbentlig erstattes af en bindende aftale, der styrker sikkerheden i Arktis og Nordatlanten og dermed også vores fælles sikkerhed i Nato og Europa – med respekt for Kongerigets røde linjer.
Det er vigtigt i en tid, hvor den sikkerhedspolitiske situation også i Arktis har forandret sig,” skriver Løkke.
Her er den største ændring i Trumps Grønland-aftale
Der er én væsentlig ændring i den nye aftale, som Grønland, Danmark og USA ventes at indgå om sikkerheden i Arktis.
Det siger Marc Jacobsen, der er lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier og faglig leder for Center for Arktiske Sikkerhedsstudier på Forsvarsakademiet, til Ritzau.
Ifølge USA’s præsident, Donald Trump, gælder aftalen nemlig for evigt.
“Den eksisterende aftale fra 1951, der blev opdateret i 2004.
Den sagde man, varede ved i hele NATO’s levetid. Her er det en væsentlig ændring, at det er for evigt,” siger han.
Grønland-aftale skal underskrives i New York
Aftalen mellem Danmark, Grønland og USA om Grønlands fremtid skal efter planen underskrives i New York i næste uge.
Det fortæller kilder til DR.
Ifølge DR skal USA’s præsident Donald Trump, statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen alle skrive under på aftalen i forbindelse med FN’s Generalforsamling.
Trump meldte sent fredag aften ud på Truth Social, at aftalen efter hans opfattelse giver USA permanent kontrol over sikkerheden og andre amerikanske behov i Grønland.
Ekspert: Aftale er spektakulært nederlag for Trump
Det, der indtil videre er kommet frem om aftalen mellem Danmark, Grønland og USA, ligner et nederlag for Donald Trump.
Det vurderer TV 2s USA-kommentator Torsten Jansen.
“Det er jo, selvom Trump prøver at udbasunere det som en sejr, et spektakulært nederlag, som jeg ser det, for Donald Trump,” siger han til TV 2.
Ifølge Torsten Jansen tyder det ikke på, at Trump har fået mere, end USA allerede kunne have opnået gennem dialog med Danmark og Grønland.
TV 2s USA-korrespondent Lotte Mejlhede peger samtidig på, at Trumps oprindelige udgangspunkt var, at USA skulle eje Grønland.
Det kommer ikke til at ske med indgåelsen af denne aftale.
Bekræfter: Danmark, Grønland og USA indgår aftale
Grønland og Danmark forventer den kommende uge at kunne underskrive en aftale, “der styrker sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område” med USA.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse, hvor også den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, bekræfter den kommende aftale.
“Det er glædeligt, at vi er ved at indgå en aftale, der sikrer og styrker sikkerheden for Grønland, Kongeriget Danmark, USA og den vestlige alliance,” lyder det fra Jens-Frederik Nielsen i meddelelsen.
Pressemeddelelsen kommer, kort tid efter at USA’s præsident, Donald Trump, har skrevet, at en aftale mellem de lande om Grønland er indgået.
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun er glad for, at der “er udsigt til en god aftale” mellem de tre.
Silkeborg knuste Lyngby på udebane
Silkeborg IF tog fredag aften en tiltrængt sejr i Superligaen med 4-0 ude over Lyngby.
Alexander Priesborg bragte gæsterne foran kort før pausen, mens Oliver Ross øgede føringen tidligt i anden halvleg.
Lyngbys Simon Colyn blev siden udvist, og Silkeborg udnyttede overtallet med yderligere to scoringer.
22-årige Villads Westh blev kampens store profil med én scoring og to oplæg. Sejren var Silkeborgs første siden 10. august.
Skød gennem hoveddør: Får næsten tre års fængsel
Et økonomisk mellemværende endte voldeligt på en adresse i Store-Heddinge, hvor flere mænd mødte op og trak en 43-årig mand ud af huset foran hans gravide kone og deres datter.
Manden kom efterfølgende ind i huset igen og affyrede et skud med et haglgevær gennem den lukkede hoveddør.
Han er nu idømt to år og ti måneders fængsel for fareforvoldelse, da retten vurderede, at skuddet ikke var nødværge.
De to mænd, der var mødt op ved huset, fik hver 30 dages betinget fængsel og samfundstjeneste for vold.
Elprisen ryger under nul kroner lørdag
Danskerne får lørdag mulighed for at bruge strøm, mens den rene elpris er under nul.
Det oplyser NRGi i en pressemeddelelse.
I Vestdanmark bliver elprisen negativ i 5 timer og 45 minutter, mens den i Østdanmark ligger under nul i 3 timer og 45 minutter.
På det billigste tidspunkt falder prisen til -1,25 øre per kilowatt-time i Vestdanmark og -1,11 øre i Østdanmark.
Det sker få dage efter, at elprisen mandag nåede sit højeste niveau i knap to år.
Politiet genoptager udstedelse af børneattester
Politiet genoptager nu udstedelsen af børneattester efter en pause siden 2. september.
Arbejdet blev sat i bero på grund af en fejl i Kriminalregistret, oplyser Rigspolitiet.
Efter en gennemgang vurderer Rigspolitiet, at konsekvenserne af fejlen har været meget begrænsede.
I forbindelse med gennemgangen er 43 afgørelser med betydning for børneattester blevet genregistreret, efter at de tidligere var blevet slettet for tidligt.
Børneattester bruges blandt andet af arbejdsgivere, der ansætter personer til arbejde med børn og unge.
Mand dømt for sæd i kollegas undertøj
En 47-årig mand er ved Retten i Holbæk blevet idømt 60 dages fængsel for stalking og blufærdighedskrænkelse af en kvindelig kollega.
Ifølge anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi efterlod manden i syv tilfælde sæd i kvindens undertøj i et garderobeskab på deres arbejdsplads.
Han var desuden flere gange inde i hendes garderobeskab.
Politiet opsatte kameraovervågning i omklædningsrummet, som afslørede ham, og en DNA-test knyttede ham til sporene.
Manden fik samtidig en advarsel om udvisning og modtog dommen.
Ny melding om brand i Brugsen
Branden, der natten til torsdag brød ud i Brugsen i Tirstrup, ser ikke ud til at være påsat.
Det fortæller kommunikationsmedarbejder Anne Tiedemann fra Østjyllands Politi til DR.
“Branden er formentligt opstået i en spand med batterier,” siger hun.
Læs også:
Supermarked brænder: To brandfolk hastet på hospitalet
Politiet har gennemgået videooptagelser fra Brugsen og konstateret, at der ikke var nogen personer til stede i butikken, før branden opstod.
Nye bogpakker på vej til institutioner og dagplejer
Regeringen har afsat 20 millioner kroner til initiativet Bogfrø – De små læser, der skal bringe bogpakker og pædagogisk materiale ud til daginstitutioner og dagplejer i hele landet.
Bogpakkerne vil blive delt gratis ud til alle daginstitutioner og dagplejer, som tilmelder sig på initiativets hjemmeside.
”Nogle daginstitutioner og dagplejer mangler simpelthen nye bøger på hylderne. Det forsøger vi derfor nu at ændre på.
Med initiativet ønsker vi at give flere børn mulighed for at møde bøger i hverdagen, finde glæden ved højtlæsning og så frøene til, at deres læseglæde kan spire frem og vokse sig stor,” siger børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) i en pressemeddelelse.
Politiet melder ud om giftig røg i Thyborøn
Der er torsdag formiddag sket et udslip af giftig røg ved Cheminovafabrikken – som i dag hedder FMC Rønland – i Thyborøn, hvor politi og brandvæsen er til stede.
Det meddeler Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.
Ifølge politiet er der ikke fare for personer, og torsdag middag er myndighederne ved at afslutte indsatsen.
En medarbejder er dog lettere tilskadekommen og kørt til kontrol efter at have været i kontakt med noget kemi på fabrikken, oplyser vagtchef Simon Skelkjær.
Andreas Kron forlænger med danskerhold
Den danske cykelrytter Andreas Kron skal også i fremtiden tørne ud for det norske Uno-X-hold.
Holdet meddeler fredag, at Kron har forlænget kontrakten, så den løber til og med 2029-sæsonen.
“Jeg er meget glad for at være på holdet, og det er derfor, jeg forlænger min kontrakt. Jeg har nået et punkt i min karriere, hvor jeg bare føler mig glad,” siger Andreas Kron.
Uno-X råder også over Alexander Kamp, Anthon Charmig, Simon Dalby, William Blume Levy og Carl-Frederik Bévort.
Stigning: 211 kom til skade på elcykel på et år
211 elcyklister kom til skade i trafikken i 2025.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som bygger på politiets registreringer af trafikulykker.
Året før blev 173 tilskadekomne elcyklister registreret. Dermed steg tallet med 38 personer på et år.
Knap tre ud af fire af de tilskadekomne elcyklister var 45 år eller ældre.
Samlet blev 2.832 personer dræbt eller kom til skade i trafikken i 2025, hvilket var 313 flere end året før. Antallet af trafikdræbte faldt dog fra 145 til 143.
Mistænkelig pakke skyld i politiaktion
Afspærringen ved Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro er nu ophævet, og politiet har afsluttet sit arbejde på stedet.
Det oplyser Københavns Politi.
“Afspærringen skyldtes, at der tidligere på dagen var blevet observeret en mistænkelig pakke.
Vi har nu færdiggjort vores undersøgelser af pakken ude på stedet, der umiddelbart ikke har viste noget farligt indhold.
Vi har nu taget pakken med til nærmere undersøgelser,” lyder det fra politiet.
Danmark viser interesse i EM-værtskaber
Danmark kan potentielt tiltrække yderligere to slutrundeværtskaber i håndbold.
Det skriver Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) i en pressemeddelelse.
Danmark er blandt de 10 lande, der har udvist interesse i herrernes EM i 2034 – og blandt de fem lande, der har meldt sig interesseret i kvindernes EM i 2034.
Landene har indtil 1. marts 2027 til at lancere et officielt bud på værtskaberne.
Danmark er i forvejen medvært ved kvindernes EM i 2028 og 2032 samt herrernes EM i 2030.
Stor politikontrol førte til 73 forseelser på få timer
Nordjyllands Politi registrerede tirsdag 73 forseelser fordelt på 57 personer under en målrettet kontrol på motorvejene omkring Aalborg.
Blandt forseelserne var tre bilister, der overhalede via nødsporet, 14 der kørte for tæt på den forankørende og 12, der brugte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Ti af sagerne om for kort afstand gav klip i kørekortet, mens fire førte til betinget frakendelse.
Politiet standsede også en knallertfører, der var påvirket af cannabis og i besiddelse af kokain, samt en ung mand på en ulovlig knallert, der kunne køre omkring 100 km/t.
Kvindelandsholdet lukker året i Esbjerg
Anfører Pernille Harder og hendes landsholdskammerater vender tilbage til Esbjerg.
Det sker lørdag den 5. december kl. 14.00, hvor der er arrangeret en testkamp mod Zambia.
“Vi glæder os til gensynet med Danmarks kvindelandshold her i Esbjerg.
Det betyder meget for byen, at vi kan tiltrække en landskamp på allerhøjeste niveau og give fodboldfans i hele området en stor oplevelse,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Politiet undersøger mistænkeligt forhold på Østerbro
Politiet er i øjeblikket til stede i området ved Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro, hvor de undersøger et mistænkeligt forhold.
Det meddeler Københavns Politi.
“Gaden er lige pt. spærret for kørsel, og vi opfordrer derfor bilister til at finde en alternativ rute,” lyder det fra politiet.
Mand i alvorlig scooterulykke i Herning
En mand er natten til fredag kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke på Sandvigvej i Herning.
En drone er sendt i luften ved ulykkesstedet.
Det oplyser vagtchef Gorm Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Vagtchefen siger, at den tilskadekomne mand lå 10-15 meter fra en scooter, der var involveret i ulykken.
Løbe-VM i København koster 48 millioner kroner
Weekendens løbe-VM i København har et budget på cirka 48 millioner kroner.
Det oplyser arrangøren Sparta Atletik & Løb til Ekstra Bladet.
Beløbet er omkring tre gange højere end ved et normalt Copenhagen Half.
En stor del af udgifterne går blandt andet til tv-produktion, præmiepenge samt hotel, transport og forplejning til 500 eliteløbere.
Omkring 65.000 deltagere har købt adgang til søndagens halvmaraton.
Arrangementet støttes også af Københavns Kommune og Sportevent Danmark.
Uheld på E20 giver kø i morgentrafikken
Et uheld på E20 Sønderjyske Motorvej skaber fredag morgen problemer for trafikken.
Uheldet er sket i nordgående retning mellem afkørsel Kolding V og Bramdrupdam, oplyser P4 Trafik.
Der ligger vragdele på vejen, og kun ét spor er farbart.
Det har skabt en voksende kø med en forlænget rejsetid på mellem ti og 30 minutter.
Politi og redning er på stedet.
Aarhus sænker billetprisen: Bus og letbane til 15 kroner
Billetter til bus og letbane i Aarhus kommer fra 2027 til at koste 15 kroner.
Det er politikerne i byrådet i kommunen blevet enige om torsdag aften, hvor kommunens budgetaftale er faldet på plads.
Der vil blive afsat 35 millioner kroner om året fra 2027 til at få billetpriserne ned på 15 kroner, skriver TV 2 Østjylland.
Af aftalen fremgår det desuden, at der står i regeringsgrundlaget, at regeringen vil indføre gratis offentlig transport for unge under 22 år.
Superliga-opgør venter i pokalturneringen
FC Midtjylland og OB tørner sammen i fjerde runde af pokalturneringen.
Også Superliga-klubberne Lyngby Boldklub og Randers FC mødes, mens FC Roskilde får besøg af AGF.
Esbjerg fB møder FC Nordsjælland, og FC København skal på besøg hos Aarhus Fremad.
Brøndby IF gæster AB, Vanløse IF tager imod Nykøbing FC, og Brabrand møder AC Horsens.
Mand i kritisk tilstand efter uheld i Aarhus
En 30-årig mand er i kritisk tilstand efter et uheld i krydset mellem Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i Aarhus torsdag aften.
Det meddeler Østjyllands Politi, som er til stede i krydset.
Vidner til færdselsuheldet opfordres til at kontakte politiet på telefon 114.
Mandens pårørende er underrettet.
Det Kongelige Teater skal have ny teaterchef
Kasper Holten har besluttet sig for at stoppe som teaterchef for Det Kongelige Teater, når hans kontrakt udløber næste år.
Det meddeler Det Kongelige Teater torsdag aften.
“Det har været nogle intense år, men jeg er meget stolt af de resultater, vi har opnået på teatret og af den organisation, jeg nu føler mig klar til at overdrage til en kommende teaterchef.
Men indtil da er jeg teaterchef hele resten af denne sæson, og jeg glæder mig til alt det, vi skal nå sammen,” siger Kasper Holten.
Det Kongelige Teaters bestyrelse påbegynder nu en bred rekrutteringsproces for at sikre, at den nye teaterchef er klar til tiltrædelse i august 2027, hvor Kasper Holtens kontrakt udløber.
Sikandar Siddique mister plads på Københavns Rådhus
Frie Grønnes politiske leder Sikandar Siddique må forlade Københavns Borgerrepræsentation, fordi han ikke opfylder kravet om at bo i kommunen.
Det har Borgerrepræsentationen torsdag besluttet efter en længere strid om hans bopæl.
Sikandar Siddique har selv kaldt det et “justitsmord” af “systemet” og mener, at hans boligsag er blevet påvirket af zionister.
Frie Grønne beholder sit mandat, selvom partiets leder må forlade Borgerrepræsentationen.
Dansker blandt de 10 ældste i Europa
Danmarks ældste nulevende person Kirsten Schwalbe er rykket ind i top 10 over Europas ældste nulevende personer.
Det skriver TV Midtvest.
Kirsten Schwalbe fyldte 112 år i marts. Hun blev født i Salling i 1914 – få måneder før 1. verdenskrig brød ud – og voksede op i en familie med ni søskende.
Verdens ældste nulevende person er britiske Ethel Caterham på 117 år.
Cheftræner stopper i Team Esbjerg
Den igangværende Team Esbjerg-sæson bliver den sidste med Tomas Axnér som cheftræner.
Den 56-årige svensker, der tilbage i 2024 underskrev en treårig aftale, har ellers fået tilbudt en kontraktforlængelse, men det har han pænt takket nej til.
Tomas Axnér har i hele sin Team Esbjerg-tid dobbeltjobbet, da han også er svensk landstræner – det vil han nu fokusere fuldt ud på.
“Det er fantastisk at være i en klub som Team Esbjerg, og jeg ville aldrig have været det foruden, men man er nødt til at være ærlig over for sig selv og se på, om man vedvarende vil udsætte sig for belastningen ved at have to job,” siger Tomas Axnér.
AGF-profil meldes ude på ubestemt tid
AGF må undvære midtbaneprofilen Kevin Yakob, som tidligere på sæsonen måtte udgå mod Lech Poznan, i en længere periode.
Kevin Yakob er nu blevet opereret i sit ene knæ og kan begynde sit genoptræningsforløb, men han vil være ude længere tid, oplyser Superligaklubben torsdag.
“På grund af Kevins historik er det ikke ansvarligt at sætte en tidshorisont på, hvornår han er tilbage.
Det er på ubestemt tid, og han tager det nu måned for måned,” siger Phil Mansfield, Head of Performance and Medical i AGF.
Alchemist lukker i fem måneder
Fra december gentænker Alchemist sin måde at drive restaurant på.
Fem måneder om året bliver den daglige restaurantdrift sat på pause for i stedet at fokusere på kreativ udvikling og research.
Den usædvanlige pause har fået navnet “Intermission” og begynder i december 2026.
Her skal hele holdet bruge fem måneder på at eksperimentere, researche og udvikle den næste udgave af Alchemist.
”Jeg tager det her skridt for at skabe tid og overskud til, at både jeg og mit hold kan blive ved med at udfordre grænserne for hvad en restaurant kan være,” siger grundlægger og køkkenchef Rasmus Munk.
64-årig sigtet for spritkørsel på el-løbehjul
En 64-årig mand kom onsdag aften galt afsted, da han kørte på el-løbehjul i beruset tilstand på Ingerslevs Boulevard i Aarhus.
Det meddeler Østjyllands Politi.
Da den berusede mand væltede ned på vejen, ringede en bekymret forbipasserende efter hjælp.
Den 64-årige slap uskadt fra uheldet, men blev sigtet for spritkørsel og kan se frem til en bøde.
Han fik foretaget en blodprøve, der skal fastslå hans promille.
Royal Run afslører ny værtsby
For første gang bliver Haderslev en af de fem værtsbyer for Royal Run.
Det skriver Haderslev Kommune i en pressemeddelelse.
“Vi er både stolte og begejstrede over, at Royal Run kommer til Haderslev. Det bliver en kæmpe festdag for hele kommunen og landsdelen.
Uanset om man hopper i motionsskoene eller hepper fra sidelinjen, så bliver det en oplevelse, man har lyst til at være en del af,” siger borgmester Mads Skau.
Royal Run finder sted den 17. maj 2027. Fire ud af fem værtsbyer er nu afsløret – ud over Haderslev drejer det sig om Vordingborg, Thisted og Silkeborg.
Stort supermarked står i flammer
Både politiet og brandvæsnet er rykket ud til en brand i et supermarked.
Der er tale om Dagli’Brugsen på Århusvej i Tirstrup på det sydlige Djursland, der står i flammer.
Ifølge Østjyllands Politi er der tale om en ‘større brand’.
Kort efter klokken fem oplyser politiet til Ekstra Bladet, at supermarkedet fortsat brænder.
Den seneste melding fra stedet er, at man muligvis kan redde dele af lagerbygningen. Selve butikken ser dog ud til at brænde ned.
Minister bakker op om forbud mod sociale medier
EU-Kommissionens forslag om at forbyde sociale medier for børn under 13 år møder nu opbakning fra digitaliseringsminister Christina Egelund (M).
Hun kalder det et positivt skridt i forsøget på at løse et meget komplekst problem.
“Overordnet set er jeg meget glad for, at man nu også på europæisk plan har løftet denne problemstilling og handler på den,” siger Christina Egelund.
Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen ønsker et decideret forbud mod sociale medier for alle børn under 15 år, og hvor forældre ikke kan oprette konti til børn på 13-14 år.
Læs også:
EU vil forbyde sociale medier for børn under 13 år
Altså en skrappere model end det, som EU-Kommissionen nu lægger op til.
Personpåkørsel lammer togtrafik
En personpåkørsel ved Slagelse medfører lige nu længere rejsetid og færre tog mellem Sjælland og Fyn.
Det meddeler DSB onsdag eftermiddag.
“Vi venter på nærmere information fra Banedanmark og politiet, men forventer tidligst normal togtrafik fra kl. 18.00,” lyder seneste melding.
DSB opdaterer løbende om situationen på sin hjemmeside
Rusland reagerer på beskydning mod dansk helikopter
Kaptajnen på den russiske fregat, hvorfra der mandag blev affyret to signalblus mod en dansk helikopter, har onsdag fået en udmærkelse for sine handlinger.
Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge Reuters.
Ministeriet bekræfter samtidig, at der blev affyret to signalblus for at forhindre, hvad der kaldes en “provokation”.
Læs også:
Forstå helikopter-sagen med Rusland på ét minut
Kaptajnen roses for sin reaktion i forbindelse med hændelsen, der ifølge ministeriet fik helikopteren til at forlade stedet kort efter.
Kvinde kendt skyldig i dødelig vold mod sin moster
En 46-årig kvinde er onsdag i Retten i Næstved kendt skyldig i at have udøvet så grov vold mod sin 82-årige moster, at hun døde af sine skader.
Samtidig frifindes og løslades en 44-årig mand, der var tiltalt i samme sag.
Han er i sagen beskrevet som den 46-årige kvindes bekendte.
Kendelsen kommer, efter at mosteren i februar sidste år blev fundet død i sin skurvogn i Holme-Olstrup i Sydsjælland.
Lukning af sukkerfabrik medfører 70 fyringer
Den kommende lukning af sukkerfabrikken i Nakskov på Lolland kunne påvirke op mod 150 arbejdspladser, men der bliver tale om et lavere antal afskedigelser.
Omkring 70 medarbejdere opsiges.
Det skriver tyske Nordzucker, som ejer Nordic Sugar, i en pressemeddelelse ifølge DR.
50 stillinger bevares i pakkeriafdelingen, mens 30 ansatte tilbydes andre stillinger i koncernen.
Færge stødt på grund
Færgen mellem Thyborøn og Agger i det nordlige Vestjylland er onsdag formiddag stødt på grund.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelsen, oplyser overfartsleder Andreas Groth til mediet.
Af rederiets hjemmeside fremgår det, at al sejlads med færgen er indstillet resten af dagen.
Superligaklub præsenterer ny assistenttræner
Ralf Pedersen er ny assistenttræner i OB. Det meddeler klubben onsdag formiddag.
Den 52-årige træner kommer fra polske Pogoń Szczecin, hvor han senest har været en del af Thomas Thomasbergs trænerstab.
De to har også tidligere arbejdet sammen i Randers FC, og nu genforenes de altså i Odense.
“Jeg er meget glad for at være her. OB har altid været en stor klub i mine øjne, og jeg glæder mig helt vildt til at være med til at skabe nogle resultater.
Jeg vil gerne bidrage med mine idéer på banen, særligt omkring individuel udvikling og forsvarsspil.
Det vigtigste er, at vi trækker i samme retning, udfordrer hinanden i staben og sammen finder de små detaljer, der kan gøre en forskel,” siger Ralf Pedersen, der tiltræder i OB i dag.
Royal Run rykker til ny dansk by
Med det ikoniske Gåsetårn og den historiske kongeborg som bagtæppe bliver den sydsjællandske købstad Vordingborg fyldt med tusindvis af deltagere og tilskuere, når den royale motionsfest kommer til byen.
Det sker i maj 2027.
Royal Run er andet og mere end et løb. Det er Kong Frederiks møde med danskerne. Det er fællesskabets fest. Uformelt, i kondisko og for alle.
De seneste dage har man præsenteret Thisted og Silkeborg som nye værtsbyer for Royal Run.
Frem til fredag præsenteres nye byer hver dag. Du kan læse mere her.
11 personer fremstilles efter stor narkosag
11 personer fremstilles onsdag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Kolding efter en større politiaktion.
De blev alle anholdt tirsdag og er sigtet for at have haft en rolle i produktion af skunk i flere væksthuse.
Der er tale om to kvinder og ni mænd i alderen 23 til 54 år.
Flere af de anholdte er udenlandske statsborgere.
Politiet slog til på adresser i blandt andet Vejle, Fredericia, Kolding, Middelfart, Faaborg, Vejen og Rødding.
“Der er tale om en større politiaktion, der blev foretaget efter længere tids efterforskning. Aktionen fandt sted på mange forskellige adresser og forløb roligt og helt efter planen,” siger vicepolitiinspektør Carsten Vester.
Anklagemyndigheden forventer at anmode om lukkede døre under grundlovsforhøret.
Øresundsbroen spærret i retning mod Danmark
En lastbil har tabt en masse sten på vejbanen, og derfor spærres sporene i retning mod Danmark på Øresundsbroen.
Øresundsbroen er onsdag morgen spærret i retning mod Danmark.
Det skyldes, at en lastbil har tabt sten fra ladet på vejbanen.
Det skriver broen på sin hjemmeside.
Broen ventes at genåbne omkring klokken 08.00.
To 16-årige drenge sigtes for drab efter dødeligt knivstik
To 16-årige drenge er blevet varetægtsfængslet i sagen om drabet på en 25-årig mand i Tilst.
De er sigtet for at have begået drabet sammen med fire andre unge, der allerede sidder fængslet i sagen. De øvrige er 17, 17, 19 og 20 år.
Drabet skete natten til 16. maj i forbindelse med et større slagsmål, hvor flere unge blev stukket med kniv.
Den 25-årige blev senere erklæret død på Aarhus Universitetshospital.
De to 16-årige blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og er foreløbigt fængslet frem til 9. oktober.
Den ene har kæret fængslingen til Vestre Landsret.
EU-formand efter helikopter-sag
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, retter nu skarp kritik mod Rusland efter mandagens episode nær Gedser.
Her affyrede en russisk fregat to signalblus mod en dansk Fennec-helikopter i internationalt farvand.
“Endnu en gang vågnede Europa til Ruslands hensynsløse og farlige adfærd,” skriver von der Leyen på X.
Står ikke alene
Hun mener ikke, at hændelsen står alene, men ser den som en del af et bredere mønster af russisk aggression og provokation mod Europa.
Hun nævner desuden en hændelse i Litauen søndag, hvor et Nato-kampfly skød en drone ned i Litauens luftrum.
“Dette er ikke isolerede hændelser.
De er en del af et bredere mønster af russisk aggression og provokation mod Europa, der tester vores beredskab og beslutsomhed.”
Ifølge kommissionsformanden kommer Rusland til at opleve, at Europas “beslutsomhed kun vokser sig større”.
“Sammen med Nato styrker vi vores kollektive afskrækkelse og forsvar. Og vi øger presset på Rusland,” skriver hun.
Rusland har omvendt hævdet, at den danske helikopter agerede provokerende.
Det afviser forsvarsminister Jeppe Bruus.
Forstå helikopter-sagen med et fuldt overblik på et minut herunder
Læs også:
Forstå helikopter-sagen med Rusland på ét minut
38-årig anholdt efter vild morgen
En 38-årig mand er sigtet for en stribe lovbrud begået mandag morgen i Strøby Egede og Roskilde.
Faktisk hele seks gange brød han loven i løbet af meget få timer.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi begyndte det omkring klokken 06, hvor manden blandt andet mistænkes for indbrud og tyveri.
Senere opstod en voldsom episode, hvor en 57-årig mand skød den 38-årige med en hardball-pistol.
Svarede igen med slag og trusler
Den 38-årige svarede ifølge politiet igen med slag og trusler.
Klokken 08.41 blev han anholdt og sigtet for blandt andet indbrud, tyveri, vold og trusler.
Han blev senere løsladt.
Kort efter blev han dog anholdt igen efter nye tyverier i Roskilde. Blandt andet fire chokoladebarer til 20 kroner.
Han er siden blevet løsladt igen.
Syv mænd fra FCK's fanmiljø dømt skyldige i groft overfald
Syv mænd fra FC Københavns fanmiljø er tirsdag i Retten i Roskilde fundet skyldige i at have udsat Brøndbys fankoordinator for et groft overfald foran hans bopæl i Solrød sidste år.
Fire af dem straffes med fængsel i seks måneder, to af dem med fængsel i ni måneder, mens den sidste, der også er dømt for besiddelse af kokain med henblik på videresalg, straffes med fængsel i et år og to måneder.
Nægter sig skyldige
Straffene er ubetingede og skal altså afsones.
Samtlige tiltalte havde nægtet sig skyldige i overfaldet.
Landstræner fortæller om Christian Eriksen-dialog
Riemer er i løbende dialog med Eriksen om fremtiden
Landstræner Brian Riemer ved stadig ikke, om Christian Eriksen står til rådighed for landsholdet i fremtiden.
Christian Eriksen har fortsat ikke meldt noget ud til landstræner Brian Riemer om fremtiden, efter at midtbanespilleren i en landskamp i juni kollapsede på banen.
Det oplyste Riemer tirsdag på et pressemøde i Brøndby, hvor han udtog truppen til de kommende fire landskampe i Nations League.
Løbende dialog med Christian
– Vi har været i dialog løbende med Christian. Der er to sider af denne sag.
Den fodboldmæssige side er ligetil. Christian har ikke spillet fodbold, så han er ikke udtaget til landsholdet.
“Så er der hele Christian-delen, og det ligger hos Christian og hans familie i forhold til, hvordan han vil gribe det an og gøre det.
Det har vi ikke noget med at gøre, andet end at vi 100 procent står til rådighed for ham,” siger Riemer.
Eriksen genoptræner i øjeblikket i Danmark, og han har ikke været i aktion siden landskampen i Odense mod Ukraine.
Regeringen vil indføre turistskat i København og Aarhus
Det kan snart blive dyrere at overnatte i København og Aarhus.
Regeringen vil ifølge Børsen indføre en ny turistskat på 20 kroner pr. overnatning i de to byer.
Skatten er en del af regeringens nye skatteplan og skal være med til at finansiere en række skattelettelser.
Planen indeholder også en ny afgift på krydstogtskibe.
Forslaget skal dog først have flertal i Folketinget, før turistskatten kan blive en realitet.